Undersøgelse af hjertet (Myokardieskintigrafi med dipyridamol)
Du skal have foretaget en undersøgelse af hjertet, en såkaldt myokardieskintigrafi. Undersøgelsen viser, om der er forsnævringer i hjertets kranspulsårer.
-
Du skal have foretaget en undersøgelse af hjertet, en såkaldt myokardieskintigrafi. Undersøgelsen viser, om der er forsnævringer i hjertets kranspulsårer.
-
Belastning med Dipyridamol
Vi begynder med, at du får en indsprøjtning med Dipyridamol i en blodåre i armen, mens vi overvåger hjerterytme, puls og blodtryk. Dipyridamol er medicin, der udvider dine blodkar i hjertet, så eventuelle forsnævringer kan afsløres. Herefter får du en indsprøjtning med en lille mængde radioaktivt sporstof i en blodåre i armen. Dipyridamol kan give lette bivirkninger i form af hovedpine, forpustethed, varmefølelse, mavesmerter/let kvalme og svimmelhed. Disse bivirkninger er kortvarige og forbigående. Der er ingen bivirkninger i forbindelse med sporstoffet. Efter belastningen er der cirka 1 times ventetid, hvor du får 2 glas sødmælk og 1 danskvand.
Herefter bliver dit hjerte skannet med en skanner, der bevæger sig rundt om brystkassen. Undersøgelsen afsluttes med en CT-skanning. Undersøgelsen varer i alt cirka 2-3 timer.
Hvileundersøgelse
I nogle tilfælde er det nødvendigt at supplere med en undersøgelse af hjertet i hvile til sammenligning. Denne foretages i ugen efter.
Undersøgelsen foregår som på undersøgelsesdag 1, bortset fra at du ikke får en indsprøjtning med Dipyridamol. Undersøgelsen varer 1½ - 2½ timer i alt.
-
Mød fastende
Du skal være fastende mindst 4 timer før mødetidspunktet begge dage. Det betyder, at du ikke må spise. Du må gerne drikke ’lette’ drikke, såsom vand og juice.
Indtag ikke koffein 24 timer før undersøgelsen
24 timer forud for undersøgelsesdag 1 må du ikke indtage kaffe, te, kakao, chokolade, energidrik, sodavand eller visse slankemidler (se på indholdsdeklarationen), da Dipyridamol ellers ingen effekt vil have. Koffein virker som modgift mod Dipyridamol.
Hold pause med medicin, der er nævnt i skemaet
Forud for dit mødetidspunkt på undersøgelsesdag 1 skal du holde pause med følgende medicin:
Pause
Nitroglycerin
2 timer
Isodur
24 timer
Imdur®
24 timer
Cardopax®
24 timer
Fem-Mono Retard
24 timer
Viagra® eller lign.
24 timer
Treo® komb
24 timer
Kodamid®
24 timer
Arax Extra, komb
24 timer
Ergokoffin®
24 timer
Persantin®/Asasantin
48 timer
Theo-dur®
48 timer
Unixan®
48 timer
Hvis din medicin ikke står på listen, skal du sørge for at tage den, som du plejer.
Medbring eventuelt en madpakke
Vi kan desværre ikke servere mad på afdelingen, så det er en god idé, at du tager en madpakke med, som du kan spise i ventetiden. Det er dog vigtigt, at du først spiser efter aftale med personalet.
Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, skal du kontakte afdelingen inden undersøgelsen, da dette kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
-
Du får svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen af den afdeling eller den læge, som har henvist dig.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Nuklearmedicinsk Afdeling
Tlf. 97 66 55 00
Vi træffes:
Mandag – torsdag 7.30 – 15.00
Fredag 7.30 – 14.30