Undersøgelse af nyrerne og deres funktion, GFR og renografi hos børn 0-5 år
-
-
Du skal møde på Børneafdelingen
Mens du er på Børneafdelingen, giver vi dig et stik i armen, hvor vi lægger et tyndt plastikrør ind i en blodåre. Herefter skal du videre til Nuklearmedicinsk Afdeling.
Ligesom Tobi får du et lille stik i din arm.
Undersøgelse af blodet
Når du kommer til Nuklearmedicinsk Afdeling, skal du starte med at ligge og slappe af i en seng i cirka ½ time, indtil du er helt afslappet.
Gennem plastikrøret, som du har fået lagt i armen, tager vi en blodprøve og sprøjter et radioaktivt sporstof ind i din arm. Sporstoffet løber rundt i blodet i hele kroppen og også ned til dine nyrer og videre til blæren sammen med tisset.
Mens sporstoffet kommer rundt i blodet, tager vi indimellem lidt blod ud fra plastikrøret i armen, så vi kan undersøge det.
Du skal helst blive i sengen under hele undersøgelsen.
Ligesom Tobi får du taget lidt blod nogle gange i løbet af undersøgelsen.
Når vi er færdige med den del af undersøgelsen, skal du først ud og tisse. Herefter skal du til en undersøgelse i et andet rum.
Undersøgelse af nyrerne
Ved den anden undersøgelse skal du også ligge stille i en slags seng. Du får nu sprøjtet et andet sporstof ind i blodåren. Sporstoffet løber med blodet ned til nyrerne og videre til blæren sammen med tisset. Mens det sker, tager vi billeder af dine nyrer i cirka 30 minutter. Når det gør det, kan vi se, hvordan nyrerne fungerer.
Undersøgelsen varer cirka 5 timer i alt.
Et kamera fotograferer dine nyrer, mens du ligger på briksen – ligesom Tobi.
-
Mød fastende til undersøgelsen
Vi anbefaler, at du møder fastende til undersøgelsen. Hvis det er svært at lægge det tynde plastikrør ind i din blodåre, har vi mulighed for at give dig lidt sovegas, så du ikke mærker noget. Det kan vi ikke, hvis du har spist.
Børn under 6 måneder:
- Du må ikke få mælk 4 timer inden aftalen.
- Du må få tynde væsker, det vil sige vand, juice eller saft, indtil 2 timer før.
Børn over 6 måneder:
- Du må ikke få mælk og fast føde 6 timer inden aftalen.
- Du må få tynde væsker, det vil sige vand, juice eller saft, indtil 2 timer før.
Smør tryllecreme på armen hjemmefra
Du skal have et stik i armen. For at det ikke skal gøre ondt, kan du smøre tryllecreme (emla) på stedet, hvor vi skal stikke. Så kan du næsten ikke mærke det. Vi stikker der, hvor dine årer er tydelige, som regel i albuebøjningen. Du må gerne bruge tryllecreme mere end et sted. Smør med cremen, 1 time inden du skal møde.
Tag underholdning med
Mens undersøgelsen står på, kan tiden godt være lidt lang. Det kan derfor være rart med underholdning. Tag gerne noget med hjemmefra, fx en iPad, en bog eller et spil.
Drik godt med væske før og efter undersøgelsen
Du skal drikke godt med væske i døgnet før undersøgelsen og efter undersøgelsen. Det hjælper dig med at få sporstoffet hurtigt ud af kroppen igen.
-
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller den afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.