PET/CT-skanning af hjernen med FET
Du skal have foretaget en PET/CT-skanning af hjernen. Ved skanningen får du lavet en PET-skanning, der viser, hvordan din hjerne har optaget aminosyrer, og en CT-skanning, der viser, hvordan hjernen ser ud.
-
Du skal have foretaget en PET/CT-skanning af hjernen. Ved skanningen får du lavet en PET-skanning, der viser, hvordan din hjerne har optaget aminosyrer, og en CT-skanning, der viser, hvordan hjernen ser ud.
-
Undersøgelsen indledes med, at du får en indsprøjtning med en lille mængde radioaktivt sporstof i en blodåre i armen. Prikket i armen kan sammenlignes med at få taget en blodprøve. Der er ingen bivirkninger i forbindelse med indsprøjtningen af den lille mængde radioaktive sporstof.
Efter du har fået indsprøjtningen, skal du i nogle tilfælde hvile i cirka 20 minutter. Det er vigtigt, at du i hviletiden slapper helt af og hverken taler eller bevæger dig.
Skanningen foregår ved, at du ligger på ryggen på et smalt leje i 20-40 minutter med hovedet i en speciel holder. Skanningstiden afhænger af, hvilke informationer skanningen skal give. Undersøgelsen varer cirka 1-2 timer i alt.
-
Mød fastende
Du skal faste 6 timer inden undersøgelsen. Det eneste, du må indtage i fastetimerne, er vand, te og kaffe uden mælk og sukker. Du må ikke spise eller ryge i de 6 timer før undersøgelsen. Heller ikke spise pastiller, bolsjer eller tyggegummi.
Du skal undgå at indtage protein (fx kød, bønner og æg) på undersøgelsesdagen.
Drik vand i døgnet inden undersøgelsen
Du skal drikke rigeligt inden undersøgelsen. I det døgn, der leder op til undersøgelsen, skal du drikke minimum ½ liter vand.
Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, skal du kontakte os inden undersøgelsen, da dette kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Kontakt os, hvis du har diabetes
Hvis du har diabetes, skal du kontakte os inden undersøgelsen, da dette kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
- Er du i tabletbehandling for din diabetes, skal du faste i 6 timer før mødetidspunktet som beskrevet ovenfor og tage din sædvanlige morgenmedicin.
- Er du i behandling med insulin, skal du spise et måltid og tage din sædvanlige insulindosis 4 timer inden dit mødetidspunkt. Kontakt afdelingen, hvis dit mødetidspunkt er før klokken 11.
- Medbring din insulin og en madpakke på undersøgelsesdagen.
- Er du i behandling med insulinpumpe, skal du være fastende i minimum 6 timer op til mødetidspunktet.
Lad din insulinpumpe fortsætte på basalrater.
Medbring madpakke på undersøgelsesdagen.
Hvis du har spørgsmål til håndtering af insulinpumpen, kan du ringe til Endokrinologisk Afdeling (tlf. 97 66 36 00).
-
Drik rigeligt efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen anbefaler vi, at du drikker rigeligt med vand og lader vandet ofte.
Du får svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen af den afdeling eller den læge, som har henvist dig. Vi afsender svaret herfra inden for 5 hverdage.
-
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.
Nuklearmedicinsk Afdeling
Tlf. 97 66 55 00
Vi træffes bedst:
Mandag – torsdag 7.30 – 15.00
Fredag 7.30 – 14.30