Du skal ligge på et smalt leje med kroppen mellem to kameraer. Kameraerne er helt tæt på dig, dog uden at røre dig. Du må gerne være påklædt under undersøgelsen, men du skal fjerne metalgenstande, hvis det er muligt.
Du får en indsprøjtning og bliver skannet
Du får sprøjtet en lille mængde radioaktivt sporstof ind i en blodåre i armen. Ubehaget kan sammenlignes med at få taget en almindelig blodprøve. Det radioaktive sporstof transporteres med blodet ned til dine galdeveje. Samtidig med, at du får indsprøjtningen, starter vi skanningen og følger det radioaktive sporstofs fordeling i kroppen. Herefter skal du ligge helt stille i 1 time, mens vi skanner din lever, galdeblære og galdeveje. I nogle tilfælde er det nødvendigt at skanne i yderligere 1 time efter indtagelse af mælk/fløde.
Der er personale til stede hos dig under hele forløbet. Der er ingen bivirkninger i forbindelse med indsprøjtningen af den lille mængde radioaktive sporstof.
Undersøgelsen varer cirka 2 timer i alt.
Hos spædbørn kan det være nødvendigt at tage ekstra billeder efter 3, 6 og senest 24 timer.