Blodtryksfald og svimmelhed kan forekomme, specielt ved stillingsskift fra liggende til stående stilling. Du bør derfor – de første gange, du tager Truxal® – rejse dig stille og roligt og gå forsigtigt, indtil du ved, hvordan du reagerer på præparatet. Blodtryksfald ved stillingsskift vil vise sig ved svimmelhed, usikker gang samt ubehags-fornemmelse i hovedet.
Af andre bivirkninger kan nævnes sløvhedsfornemmelse, træthed samt livagtige drømme.
Vær opmærksom på
Der kan være lægemidler, som det ikke er hensigtsmæssigt at tage sammen med Truxal®. Nogle af disse er sovemedicin, stærk smertestillende medicin, allergimedicin, beroligende medicin og visse depressionsmidler. Sørg derfor altid for at give lægen besked, hvis du anvender anden medicin.
Vær desuden opmærksom på, at alkohol forstærker den sløvende effekt af Truxal®. Du rådes til forsigtighed ved bilkørsel og betjening af maskiner.
Generelt tåles Truxal® godt efter de angivne dosisforslag og restriktioner, og præparatet kan være en god hjælp og støtte til at komme igennem et medicinsaneringsforløb.