Behandling af hovedpine med Verapamil
-
Verapamil anvendes til behandling af klyngehovedpine (Hortons hovedpine). Verapamil findes i præparaterne Veraloc Retard og Isoptin.
Det er velkendt, at et medikament kan virke på mere end én sygdom. Fx virker Magnyl® smertestillende, samtidig med at det virker forebyggende mod blodpropper.
Verapamil er udviklet til behandling af forhøjet blodtryk og andre hjertesygdomme, men kan også have effekt på Hortons hovedpine. Når vi udskriver præparatet til dig, er det altså ikke for at behandle dig for hjerteproblemer, men fordi vi har en forventning om, at det kan reducere dine Hortonanfald.
Verapamil virker muligvis ved at regulere aktiviteten af nerver i hypotalamus, som er et center i hjernen, der blandt andet styrer temperatur, stofskifte og hormoner. Den nøjagtige virkningsmekanisme kendes dog ikke.
Inden du starter på behandlingen, skal der foreligge et hjertekardiogram (EKG).
- Start med at tage 100 mg 2 gange dagligt i 3 dage. Herefter øges til 200 mg 2 gange dagligt.
- Ved manglende effekt af denne dosis efter 1 uge, kan dosis eventuelt øges. Der skal tages et nyt EKG, som skal godkendes af en læge, hvis dosis skal øges til over 400 mg i døgnet. Herefter kan dosis øges til 200 mg + 300 mg dagligt i 1 uge og herefter til 300 mg 2 gange dagligt.
- Ved manglende effekt af den øgede dosis efter 1 uge, kan dosis eventuelt øges yderligere – efter vurdering af et nyt EKG – til 300 mg + 400 mg dagligt i 1 uge og herefter 400 mg 2 gange dagligt.
De mest almindelige bivirkninger er forstoppelse, svimmelhed, træthed, kvalme, væskeophobning i ben og arme, langsom puls, lavt blodtryk, hudkløe, udslæt og hårtab. Desuden kan der forekomme brystspænding, søvnforstyrrelser, impotens og menstruationsforstyrrelser.
Recepter er elektroniske, og du kan derfor afhente medicin på alle apoteker i landet. Oftest kan du afhente medicin flere gange på hver recept.
Apoteket udleverer altid det billigste præparat til dig. Derfor kan den ordinerede medicin blive udleveret med andet navn og udseende, men indholdsstoffet og virkningen vil være den samme.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.