Behandling af hovedpine med Lithium
-
Lithium har effekt i behandling af Hortons hovedpine. Lithium findes i præparaterne Litarex® og Litiumkarbonat.
Lithium er oprindeligt udviklet til behandling af depression. Når vi udskriver lithium til dig, er det dog ikke, fordi du er depressiv, men fordi det har vist sig også at kunne bruges som forebyggende behandling af Hortons hovedpine.
Præparatet kan eventuelt bruges i kombination med andre forebyggende præparater. Virkningsmekanismen for lithium er ikke klarlagt.
Lithium leveres som en depottablet og skal derfor kun tages 1 gang i døgnet.
- Uge 1: Tag 1 tablet dagligt
- Uge 2: Du skal have taget blodprøver. Herefter kan dosis eventuelt øges ifølge aftale med lægen.
Blodprøver og undersøgelser
Det er muligt at måle indholdet af lithium i blodet med en blodprøve med henblik på at justere behandlingen. Du skal desuden jævnligt have kontrolleret din salt- og væskebalance:
- Før behandlingsstart: Du skal have målt EKG, S-kalium, S-natrium, S-kreatinin, S-calcium, TSH.
- Efter behandlingsstart: Du skal have målt S-lithium, S-kreatinin og EKG. Disse kontrolleres 1 gang ugentligt de første uger og herefter hver 3.-6. måned samt ved eventuel øgning af dosis. Blodprøven skal tages 11-13 timer efter sidste indtagelse af lithium.
- 1 gang årligt kontrolleres S-calcium og TSH.
Du kan opleve disse bivirkninger: kvalme – oftest forbigående ved behandlingsstart – vægtøgning, rysten på hænderne, øget tørstfølelse og løs afføring.
Vær opmærksom på
- Tager du anden medicin end lithium, skal du huske at oplyse dette til din læge.
- Ved større kirurgiske indgreb og faste, skal du oplyse lægen om, at du er i behandling med lithium.
- Sørg for at få rigelig væske, og undgå længerevarende faste.
- Hold pause med lithium ved febertilstande.
Recepter er elektroniske, og du kan derfor afhente medicinen på alle apoteker i landet.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.