Behandling af hovedpine med Venlafaxin
Venlafaxin har en forebyggende effekt på spændingshovedpine.
-
Venlafaxin har en forebyggende effekt på spændingshovedpine.
-
Det er velkendt, at et medikament kan virke på mere end én sygdom. Venlafaxin er udviklet til behandling af depression, men har vist sig også at have en effekt på kronisk spændingshovedpine. Når vi udskriver Venlafaxin til dig, er det altså ikke for at opnå en antidepressiv effekt, men fordi Venlafaxin forhåbentlig kan bedre din hovedpine.
Venlafaxin øger koncentrationen af smertestillende stoffer i kroppen. Venlafaxin fjerner ikke hovedpinen. Et realistisk behandlingsmål er en reduktion af hovedpinedage på 20% - hos nogle mere, hos andre mindre.
-
- Start med at tage 37,5 mg før sengetid i 1 uge. Herefter øges dosis til 75 mg før sengetid. Kapslerne må IKKE deles. Hvis der er god effekt og ikke for generende bivirkninger, kan denne dosis tages i 6-12 måneder, hvorefter dosis i samråd med lægen kan udtrappes langsomt. Nogle pateinter har dog behov for at tage Venlafaxin i en længere periode.
- Hvis der ikke er effekt efter 1-2 måneder, kan dosis øges til 150 mg før sengetid.
- Hvis der ingen effekt er efter yderligere 1 måned på 150 mg, kan det konkluderes, at Venlafaxin ikke virker for dig. Du skal så trappe ned til 75 mg om ugen og herefter stoppe med at tage medicinen.
-
De hyppigste bivirkninger er træthed, vægttab, mavesmerter, kvalme, opkastninger, svimmelhed, nedsat sexlyst og forstyrret nattesøvn.
Venlafaxin bør normalt ikke anvendes sammen med præparater mod depression og ved behandling med lithium. Venlafaxin må ikke tages samtidig med MAO-hæmmere, fx Marplan®.
Desuden rådes til forsigtighed ved forhøjet blodtryk, hjertelidelse, krampetendens, grøn stær, blødningstendens eller tidligere mani. Der kan forekomme øget risiko for selvmordstanker i starten af behandlingen, specielt hos børn og unge.
-
Recepter er elektroniske, og du kan derfor afhente medicin på alle apoteker i landet. Oftest kan du afhente medicin flere gange på hver recept.
Apoteket udleverer altid det billigste præparat til dig. Derfor kan den ordinerede medicin blive udleveret med andet navn og udseende, men indholdsstoffet og virkningen vil være den samme.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Neurologisk Ambulatorium
Hovedpineambulatoriet
Tlf. 97 66 23 00 – Tast 1 for ambulatorium. Tast dernæst 5 for Hovedpineambulatoriet.
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 12.00