Opfølgning og udredning i Ambulatoriet for Unge med Erhvervet Hjerneskade
Du er blevet henvist til Ambulatorium for Unge med Erhvervet Hjerneskade, da du har været ude for en ulykke eller har haft en sygdom, som kan påvirke hjernens funktion.
Vi kan tilbyde dig en tværfaglig opfølgning og udredning ved behov, hvor vi sammen med dig finder ud af, om du oplever ændringer efter din sygdom eller ulykke. På baggrund af udredningen udarbejdes en tværfaglig vurdering med en beskrivelse af dit funktionsniveau, og hvorvidt du vil have gavn af en indsats. Hvis det er relevant, laver vi en genoptræningsplan.
Det er din kommune, som skal stå for en eventuel genoptræning, og vi samarbejder med dem efter aftale med dig. På den måde sikrer vi, at kommunen får de rigtige oplysninger, og at du får en kontaktperson i kommunen.
Hvad er en erhvervet hjerneskade? En erhvervet hjerneskade vil sige, at man har været udsat for en ulykke eller en sygdom, som kan påvirke hjernens funktion. Nogle oplever ingen ændringer efter ulykken eller sygdommen, mens andre kan mærke en forskel i forhold til tidligere. Det kan være svært at vurdere, om noget har ændret sig. Det kan også være svært at finde ud af, hvor man kan få hjælp. Vi hjælper dig med dette. Flere af de kendte følger efter en hjerneskade kan bedres ved den rette genoptræning og støtte. Derfor er det vigtigt at finde ud af, om du har behov for en indsats.
|