Behandling af multipel sklerose med Gilenya®

Du er blevet tilbudt behandling af multipel sklerose (MS) med medicinen Gilenya® (aktivt indholdsstof: fingolimod). Gilenya® er det første middel til behandling af MS, der gives som tabletter. Lægerne i Skleroseambulatoriet har vurderet, at Gilenya® vil kunne være mere effektiv mod din sygdom end den medicin, du får i dag.

Gilenya® har vist sig virksomt over for attakvis MS hos patienter, som endnu ikke er i den progressive fase af sygdommen. Patienter, som har deltaget i blindede lodtrækningsforsøg med medicinen, oplever en halvering i antallet af attakker. Gilenya® virker derimod ikke mod gradvis sygdomsforværring. Gilenya® bedrer ikke de symptomer, du allerede har, men kan udskyde og mildne fremtidige attakker.

For at kunne få behandling med Gilenya®, skal du inden for det seneste år have været i behandling med beta-interferon eller Copaxone® og samtidig have haft gennembrud i sygdommen med mindst ét betydende attak. For enkelte andre kan der være mulighed for at påbegynde behandlingen uden anden tidligere behandling, for eksempel hvis man har haft ekstraordinært mange attakker hurtigt efter hinanden fra sygdommens start.

Behandlingen med Gilenya® kan fortsætte, så længe der ikke kommer alvorlige bivirkninger eller komplikationer. Behandling med Gilenya® ophører, hvis sygdommen forværres under behandlingen, som dermed viser sig virkningsløs.