Tilbud om et forløb i Epilepsiambulatoriet
-
-
Forløbet består af kontroller, som du løbende bliver indkaldt til. Hvor ofte du bliver indkaldt er individuelt. Nogle har behov for kontrol hver 2.-3. måned, andre en gang om året. Hver kontrol består af en samtale og eventuelt en undersøgelse hos en læge eller en sygeplejerske
Kontrol i ambulatoriet
Når du skal til kontrol, foregår det i Epilepsiambulatoriet, som er en del af det neurologiske speciale. Epilepsiambulatoriet er fysisk placeret på 9. sal på Aalborg Universitetshospital, Afsnit Nord, Ladegaardsgade 5.
Kontrol digitalt
I nogle tilfælde kan det i stedet vælges at ”gå til kontrol” via vores elektroniske spørgeskema-system, Ambuflex. Her udfylder du med jævne mellemrum et skema hjemme. Vi vurderer, ud fra din besvarelse, om alt er, som det skal være, eller der eventuelt er grund til at ringe dig op eller se dig til en fysisk kontrol hos os. I den digitale kontrol, har du også selv mulighed for at ønske kontakt med os.
Afslutning af forløb
Hvis du på et tidspunkt ønsker at afslutte kontrolforløbet, gør vi det, og du overgår i stedet til kontrol hos din egen læge. Vi kan også vælge at afslutte forløbet, hvis vi oplever, at du gentagne gange udebliver fra dine kontroller.
-
Blodprøver
Som en del af opfølgningen, vil vi nogle gange vælge at måle på din epilepsimedicin ved hjælp af blodprøver. Derfor beder vi dig til nogle kontroller om at tage til lægen eller på hospitalet og få taget en blodprøve.
Der kan være nogle af disse prøver, det tager lang tid at få svar på, og derfor skal prøverne tages i god tid, for at vi kan have svaret før din kontrol.
Vi bestiller prøverne elektronisk, og så skriver vi i din indkaldelsespakke – på husk-bilaget – hvornår du skal planlægge at få taget prøven. Det kan fx være 14 dage før din kontrol.
Vigtige emner
Inden kontrol vil det altid være en god idé, at du overvejer og skriver ned, hvilke problemstillinger der er mest relevante for dig at tale med os om. Så udnytter vi tiden sammen bedst i forhold til dine behov.
Du må gerne have en pårørende med til kontrollerne.
Patientbefordring
Du kan eventuelt undersøge, om du er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse i forbindelse med forløbet. Se mere påhttps://RN.dk/patientbefordring
-
Alle patienter, der bliver henvist til vores ambulatorium, oprettes i vores tilbud. Hvis du ikke ønsker at tage imod tilbuddet om et forløb i Epilepsiambulatoriet, så gør opmærksom på det, når du taler med lægen.
-
Vil du vide mere om sygdommen epilepsi, kan du finde en række relevante brochurer på Dansk Epilepsiforenings hjemmeside:www.epilepsiforeningen.dk
Har du spørgsmål til din epilepsi, din epilepsimedicin eller spørgsmål til anfald – herunder, hvis du er i tvivl, om det er et anfald, du har haft – kan du ringe til os og tale med en sygeplejerske.
Vær opmærksom på
Epilepsiambulatoriet er ikke nogen akut-funktion, og vi kan ikke altid garantere, at der er en læge til stede i ambulatoriet.
Ved akutte situationer skal du ringe 112.
Det vil sige:
- ved anfald, der ikke går over efter 4-5 minutter
- hvis du ikke vågner ordentligt op efter et anfald
- hvis anfaldet gentager sig.