Sådan forholder du dig til sår og bandager
Du har i dag fået plaster og/eller bandage på. Her kan du læse om, hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem.
-
Du har i dag fået plaster og/eller bandage på. Her kan du læse om, hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem.
-
Behold plastret på i 1-2 dage
Du skal beholde plastret på i 1-2 dage. Tag et nyt plaster på, hvis dit plaster bliver fugtigt eller vådt. Når du tager bad, kan du tage plasteret af og skylle såret med rindende vand. Dup derefter såret med et rent håndklæde, inden du sætter et nyt plaster på.
Behold stripsene på i 5 dage
Du har fået såkaldte steristrips på, som skal blive siddende på i 5 dage. Stripsene må ikke blive fugtige eller våde, da de så kan løsne sig og falde af.
Pas på såret og aftal eventuelt at få fjernet sting
Du skal holde såret rent og tørt. Hvis du er blevet syet med absorberbar tråd, opløser det sig af sig selv inden for cirka 14 dage. Du kan tage en pose over såret, når du går i bad.
Hvis du skal have fjernet sting hos din egen læge, fortæller vi dig, hvornår de skal fjernes, før du forlader hospitalet.
Hold såret højt
Du kan lindre smerterne ved dit sår ved at holde det i ro og holde det højt.
-
Reagér, hvis såret bløder meget
Hvis det bløder meget fra et nyopereret sår, skal du kontakte din egen læge eller Akutmodtagelsen/Skadeklinikken med det samme.
Vær opmærksom på tegn på betændelse
Der kan i nogle tilfælde opstå betændelse i et sår. Du skal være opmærksom på følgende symptomer:
- Varme, rødme og hævelse omkring såret
- Smerter (dunken) omkring såret efter mere end 24 timer
- Feber og utilpashed
- Tyk gul væske fra såret
- Røde striber relateret til såret.
Hvis du har nogle af disse symptomer, eller hvis der i øvrigt opstår problemer, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Neurokirurgisk Afdeling
Tlf. 97 66 24 30
Øre-, Næse og Halskirurgisk Afdeling
Tlf. 97 66 27 11