Plej såret
Efter operationen får du plaster og elastikforbinding på. Forbindingen skal fjernes efter to døgn, hvor du også må skylle hånden under vandhane eller håndbruser og duppe den tør i et rent håndklæde. Væsker såret, skal du igen have plaster på, indtil såret er tørt.
Hvis der opstår blødning eller betændelse, skal du kontakte din egen læge i dagtimerne eller Lægevagten weekend og aften.
Pas på solen
Det første halve til hele år efter operationen er huden særligt sart. Brug derfor solcreme med minimum faktor 50, når du opholder dig i solen.
Aftal at få fjernet operationstråd
Du skal selv kontakte din læge og bestille en tid til at få fjernet operationstråd. Tråden kan fjernes cirka 10-12 dage efter operationen.
Tag smertestillende efter behov
Operationen giver oftest lindring med det samme, men i enkelte tilfælde kan der gå op til 12 måneder. Der vil for det meste være smerter i operationssåret, som du kan lindre med almindelig smertestillende håndkøbsmedicin.
Hold hånden højt
Hold hånden i ro og over hjertehøjde i de første døgn efter operationen. Det er vigtigt, at du samtidig bliver ved med at bevæge fingrene.
 
| Bevæg fingrene ved at holde håndleddet stift og bøje og strække fingrene. Gør dette flere gange dagligt. |
Genoptræn håndleddet
Når du har fået fjernet operationstråden, kan du begynde at træne håndleddet.
 
| Dette gør du ved at bøje og strække håndleddet frem og tilbage minimum ti gange. Gentag flere gange dagligt, indtil du igen kan bevæge håndleddet normalt |
Du skal sygemeldes
Din sygemelding afhænger af, hvilken type arbejde du har, og sygemeldingen kan variere mellem 2-8 uger.