I Medicinsk og Ortopædkirurgisk Sengeafsnit MO3, Thisted deltager vi i et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan ny teknologi kan hjælpe personalet med at passe på patienterne.
Det betyder, at vi afprøver et AI-baseret system, kaldet Teton, som kan registrere, hvis en patient bevæger sig eller falder på en stue, og sende en advarsel til personalets telefon eller skærm. På den måde kan personalet reagere hurtigt og forhåbentlig forebygge skader.
Formålet med projektet er at få viden om:
- hvordan plejepersonalet bruger Teton i deres daglige arbejde,
- og hvordan teknologien påvirker plejepersonalets rolle og samarbejdet og relationen til patienterne.
Projektet gennemføres i samarbejde med Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje i Aalborg, Forskningsenheden i Thisted og forskere fra University of Amsterdam. Udover MO3 i Thisted har også Strokeafdelingen (6Ø) i Aalborg deltaget.
I perioden maj–august 2025 er der gennemført interviews og feltobservationer på begge afdelinger for at se, hvordan Teton fungerer i praksis.
Resultaterne skal hjælpe os med at forstå, hvordan AI bedst kan bruges i sygeplejen, så vi kan sikre høj kvalitet og tryghed for alle patienter.