Vi starter med at måle din lungefunktion. Det gør vi ved en undersøgelse, hvor du trækker vejret så dybt som muligt og derefter puster luften ud i et såkaldt spirometer så længe og så hårdt som muligt. Herefter skal du inhalere teststoffet. Når du har inhaleret teststoffet, skal du igen lave en lungefunktionsundersøgelse. På den måde kan vi se, hvordan dine bronkier reagerer på teststoffet.
Vi gentager denne procedure mellem 5 og 9 gange. Hver gang øger vi mængden af teststoffet, alt afhængig af hvordan stoffet virker på dine lunger.
Der er ingen bivirkninger forbundet med testen. Du kan i løbet af testen få astmasymptomer som hoste eller besværet vejrtrækning. Det kan være ubehageligt, men er ikke farligt. Du vil umiddelbart efter undersøgelsen få medicin, der gør, at disse symptomer hurtigt forsvinder.
Du får svar på undersøgelsen ved en lægesamtale – enten samme dag eller i forbindelse med en efterfølgende kontrol.