Døgnblodtryksmåling - Blodtryksambulatoriet Hobro
Du skal have målt dit blodtryk i 1 døgn, for at se om du har forhøjet blodtryk. Det sker med et transportabelt, automatisk blodtryksapparat, som du skal have på i 1 døgn. Du skal ikke overnatte på sygehuset.
-
Sådan fungerer apparatet
Ambulatoriet har et bærbart udstyr til automatisk måling af blodtrykket. Med dette apparat kan vi måle dit blodtryk i 1 døgn i dine vante omgivelser. På den måde kan vi få en mere sikker bedømmelse af variation i og eventuelt forhøjelse af blodtrykket.
Apparatet har en elektrisk drevet pumpe, som pumper manchetten op gennem en gummislange. Apparatet måler selv blodtrykket en gang hver time. Alle værdier lagres i apparatets hukommelse og bliver senere aflæst i ambulatoriet.
Når du møder på sygehuset
Ved undersøgelsen er der en sygeplejerske til stede, som vil informere dig om undersøgelsen. Sygeplejersken giver dig apparatet på, og du skal bære det i 1 døgn. Du kan altså tage hjem igen, efter du har fået apparatet på. Næste dag skal du komme ind og få taget apparatet af.
Du skal forvente, at det tager cirka ½ time at montere apparatet og give dig den nødvendige instruktion
Når du har apparatet på
Når apparatet begynder at pumpe manchetten op, skal du sidde eller stå stille og strække armen uden at spænde musklerne. Hvis ikke armen slapper af, kan der opstå støj, som får apparatet til at afbryde målingen. Hvis målingen bliver afbrudt, vil apparatet efter 1 minut forsøge at gentage målingen. Dette vil også ske ved andre fejlmålinger.
De mest almindelige årsager til fejlmålinger er:
- at manchetten er gledet på overarmen
- at armen ikke har været i ro under målingen.
Undgå bad
Du må ikke gå i bad i det døgn, hvor du har apparatet på.
Kontakt os, hvis dit arbejde hindrer undersøgelsen
Hvis du er erhvervsaktiv, og dit arbejde er af en karakter, der hindrer dig i at holde dig i ro ved målingerne, skal du kontakte os.
Eksempelvis kan du ikke køre erhvervskørsel i måledøgnet.
Tag løstsiddende tøj på overkroppen
Du skal møde med løstsiddende tøj på overkroppen. Det gør det lettere at sætte apparatet på.
Du får svar på undersøgelsen hos Blodtryksambulatoriets speciallæge. Vi sender også svaret til din egen læge, når du ikke længere har kontakt til ambulatoriet.
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.