Undersøgelse af tyndtarmen med videokapsel
-
-
Ved undersøgelsens start får du sensorer klistret på mave og bryst. Sensorerne sender signaler til en modtager på størrelse med en mobiltelefon, som du skal have siddende i et bælte rundt om maven. Hvis du har hårvækst, hvor sensorerne skal sidde, vil du få den fjernet.
Du får en drik med pebermyntesmag, som dæmper dannelsen af skum i mave og tarm, så vi får bedre billeder.
Herefter skal du sluge en videokapsel. Kapslen har indbygget kamera, lyskilde, batteri og radiosender, som den bruger til at sende billeder til modtageren.
Undersøgelsen varer i 11 timer, hvor du ikke skal være på sygehuset, men kan opholde dig hjemme. Så længe undersøgelsen står på, skal du undgå at udføre krævende aktiviteter, der får dig til at svede. Du må heller ikke bukke dig eller sidde foroverbøjet i længere tid, da det kan påvirke kapslens vej gennem tarmsystemet.
Når de 11 timer er gået, må du tage bælte og ledninger af og pakke det sammen. Du skal aflevere udstyret i Medicinsk Dagafsnit dagen efter undersøgelsen. Du må ikke slukke for modtageren eller skille udstyret ad.
Herefter vil lægen undersøge de mange billeder, som kapslen har taget i tarmen. Kapslen er engangsudstyr og kommer ud med afføringen efter brug.
Mad og drikke under undersøgelsen
- De første 2 timer skal du drikke et glas vand hver halve time. Du må ikke ryge.
- Efter 2 timer må du gerne drikke rigeligt vand og saftevand.
- Efter 4 timer må du spise lette måltider, fx franskbrød eller flydende kost.
- Efter 8 timer må du spise normalt.
-
Undlad at tage jerntabletter fra 7 dage før
Jern kan påvirke undersøgelsen, så vi ikke får et retvisende resultat. Tager du jerntabletter, så hold pause med det fra 7 dage før og til undersøgelsen er ovre.
Spis kun flydende kost dagen før undersøgelsen
Undersøgelsen kan kun gennemføres, hvis din mave og tyndtarm er tom. Fra kl. 12 dagen før undersøgelsen må du derfor kun spise flydende kost, der har konsistens, så den kan passere en si. Det kan fx være bouillonsuppe eller blendede grøntsagssupper. Du må ikke indtage mælkeprodukter.
Drik rigeligt dagen før undersøgelsen
Det er vigtigt, at du får rigeligt at drikke dagen før undersøgelsen. Drik mindst 2 ½ liter væske. Du må dog ikke drikke mælk.
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste fra midnat. Det vil sige, at du ikke må spise, drikke og ryge. Du må dog godt tage eventuel morgenmedicin med lidt vand 2 timer før undersøgelsen.
Hav todelt tøj på
Det er vigtigt, at du har todelt, løst bomuldstøj på, så vi kan placere udstyret korrekt på din mave.
-
Sjælden komplikation
Kapselendoskopi er en sikker undersøgelse. I meget sjældne tilfælde – 1 ud af 1.000 undersøgelser – kan kapslen ikke passere gennem tarmen, og det vil være nødvendigt at fjerne den ved kikkerundersøgelse eller operation. Hvis du oplever mavesmerter, kvalme eller opkastning, mens undersøgelsen står på, skal du kontakte os på tlf. 97 65 31 10. Uden for åbningstiden skal du kontakte vagtlæge.
Svar på undersøgelsen
Gennemsynet af de mange billeder er en tidskrævende proces. Ventetiden på undersøgelsens resultat varierer meget, og vi orienterer dig om den inden undersøgelsen.
-