Du skal behandles med medicinen Symbicort, som bruges til at behandle kronisk obstruktiv lungelidelse. Symbicort er en inhalationsmedicin, som du skal tage 2 gange i døgnet. Medicinen bruges til langtidsbehandling og er ikke beregnet til akutte tilfælde af åndenød.
Symbicort er en kombinationsbehandling. Det betyder, at den både modvirker irritation og hjælper til at udvide luftvejene.
Symbicort skal inhaleres gennem en inhalator, som kaldes en turbuhaler. Følg denne vejledning, når du skal tage medicinen.
|
Skru beskyttelseshætten af. |
|
Hold turbuhaleren lodret, mens du drejer bundstykket 1 gang frem og tilbage, til der lyder et klik. Der udløses kun 1 dosis, selvom der lyder flere klik. |
|
Tøm lungerne for luft. Pust ikke i turbuhaleren. Anbring mundstykket mellem tænderne og slut læberne tæt omkring. Tag en kraftig og hurtig indånding og hold vejret nogle få sekunder. Skru beskyttelseslåget på igen. |
|
Når der er 20 doser tilbage, kommer en lille rød markering frem i toppen af det lille vindue. Når den røde markering når bunden af vinduet, er turbuhaleren tom. |
Du kan forebygge svamp i munden ved at skylle munden grundigt eller børste tænder, efter du har taget medicinen.
Du kan afhjælpe hæshed ved at spise, når du har brugt inhalatoren.