Behandling af analfistel med stamceller
Du skal have behandlet din fistel med en operation, hvor man gør brug af stamceller (fedtvæv).
Operationen foregår i fuld bedøvelse som såkaldt sammedagskirurgi på Aalborg Universitetshospital, Hobro. Det vil sige, at du kommer hjem samme dag, som du bliver opereret.
-
Du skal have behandlet din fistel med en operation, hvor man gør brug af stamceller (fedtvæv).
Operationen foregår i fuld bedøvelse som såkaldt sammedagskirurgi på Aalborg Universitetshospital, Hobro. Det vil sige, at du kommer hjem samme dag, som du bliver opereret.
-
På operationsdagen møder du på sengeafsnittet, hvor du bliver gjort klar til operationen. Du taler med lægen, som skal operere dig.
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen.
Operationen foregår, ved at lægen suger underhudsfedt fra enten maveregionen eller flankerne (områderne omkring den øverste del af lænden under ribbenene ud mod siden). Dette fedt sprøjtes ind i og omkring fistlen med det formål, at fedtet på sigt vokser, og fistlen klemmes sammen, så generne forsvinder.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
Når du kommer tilbage til sengeafsnittet, må du spise og drikke efter lyst og evne. Vi hjælper dig med at komme ud ad sengen.
Kvalme, smerte og vandladning
Vi tilstræber, at du har haft vandladning, inden du bliver udskrevet. Manglende vandladning er dog ikke en hindring for udskrivelse. Har du ikke haft vandladning før sengetid, er det vigtigt, at du kontakter Lægevagten.
Du kan opleve at have kvalme, opkast og lette smerter, inden du skal udskrives. Dette er heller ikke en hindring for, at du kan udskrives.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Sørg for at have en pårørende til at ledsage eller hente dig. Du må ikke selv køre bil de første 24 timer efter du har været bedøvet.
-
Køb kompressionsbeklædning
Inden din operation skal du købe et par shapewear-bukser eller et mavebælte. Du skal bruge shapewear eller mavebælte fra dagen efter operationen og 1 måned frem. De første 14 dage skal du have det på døgnet rundt (undtagen når du er i brusebad). Derefter skal du kun have det på i de vågne timer. Formålet er at modvirke væskeansamlinger, der hvor vi har fjernet fedtvæv.
Du kan købe shapewear/mavebælte til både mænd og kvinder mange steder – se eventuelt https://mediconline.dk
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te og kaffe uden mælk, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.rn.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Tag rent tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Køb smertestillende medicin
Vi anbefaler, at du køber smertestillende håndkøbsmedicin inden operationen, så du har den ved behov i den første tid hjemme. Vi anbefaler, at du køber paracetamol. Kan du tåle Ibuprofen, anbefaler vi, at du også køber dette. Du skal dog ikke købe Ibuprofen, hvis du har Crohns sygdom.
Kontakt os, hvis der ikke er lavet en plan for disse typer medicin
- Blodfortyndende medicin. Får du blodfortyndende medicin, og er der ved forundersøgelsen ikke lavet en plan for, hvorvidt du skal holde pause med denne, skal du kontakte os i god tid inden operationen.
- Diabetesmedicin. Får du medicin for sukkersyge, og er der ved forundersøgelsen ikke lavet en plan for, hvordan du skal tage denne inden operationen, skal du også kontakte os i god tid inden operationen.
-
Mød til kontrol dagen efter operationen
Dagen efter operationen vil du få en tid til kontrol i Mave- og Tarmkirurgisk Ambulatorium i Aalborg. Her vil du få fjernet den store forbinding, som sidder, hvor vi har fjernet fedt.
De små brune plastre, som sidder over de huller, vi har fjernet fedt igennem, skal du lade sidde, indtil de selv falder af.
Tag smertestillende efter behov
Tag tablet paracetamol 1 g maksimalt 4 gange dagligt i kombination med tablet Ibuprofen 400 mg maksimalt 3 gange dagligt.
Kan du ikke tåle Ibuprofen, eller har du Crohns sygdom, får du udleveret tablet Tramadol 50 mg af os. Du må maksimalt tage 3 tabletter Tramadol dagligt.
Tag Magnesia mod forstoppelse
Tag tablet Magnesia 1 g gange 2 i 1 uge for at undgå forstoppelse.
Tag følgende mod infektion
- Antibiotika. Tag tablet Ciprofloxacin 500 mg x 2 i 5 dage. Du skal selv hente medicinen på apoteket. Recepten lægges på serveren på operationsdagen.
- Vitamin C. Tag 1 g C-vitamin 1 gang i døgnet i 6 uger.
Følg disse forholdsregler
- Bad. Du må gerne gå i brusebad, når der er gået 24 timer fra operationen. Du må dog ikke bruse direkte op i fistlen. Du må ikke gå i karbad eller svømmehal.
- Kompression. Du skal bruge kompressionsbeklædning i 1 måned. De første 14 dage døgnet rundt, herefter kun, når du er vågen.
- Kropsstillinger. De første 14 dage må du ikke sidde i længere tid – maksimalt 1 time ad gangen. Det er bedst at veksle mellem at sidde, stå, gå og ligge for at undgå for meget belastning af bækkenbunden.
- Motion. Du må ikke cykle i de første 4 uger og ikke dyrke hård motion i 3 uger. Du må ikke løbe i 2 uger.
Sygemeld dig
Du skal forvente at være sygemeldt i cirka 2 uger.
-
Udover kontrollen den første dag efter operationen bliver du indkaldt til kontrol cirka 12 uger efter operationen. Denne kontrol foregår enten i Mave- og Tarmkirurgisk Ambulatorium i Aalborg eller i ambulatoriet på Aalborg Universitetshospital, Hobro. Det vil fremgå af indkaldelsen, hvor du skal møde til kontrol.
-
Har du spørgsmål til behandlingen, er du velkommen til at kontakte os.
Kirurgisk Dagafsnit, Hobro
Tlf. 97 65 26 00
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Mave- og Tarmkirurgisk Ambulatorium, Aalborg
Tlf. 97 66 11 00
Mandag – fredag 8.00 – 15.00