Kikkertundersøgelse af livmoder, æggestokke og æggeledere
-
-
Under operationen er du fuldt bedøvet
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Selve operationen
Før operationen lægges et kateter (et tyndt plastikrør) op i din blære, så den holdes tømt under operationen.
Lægen laver et snit i din navle og flere snit på cirka 1-3 cm nedadtil på maven. Gennem snittet i navlen fyldes bughulen med en luftart (kuldioxid). Herved bliver bughulen udspilet, og der bliver bedre plads mellem de forskellige organer i bughulen. Dette giver lægen større mulighed for at se de forskellige organer.
En kikkert føres ind gennem snittet i navlen, og hjælpeinstrumenter føres ind gennem snittene på den nederste del af maven. Lægen har nu mulighed for at undersøge livmoderen, æggelederne, æggestokkene, store dele af tarmene og leverens overflade. Hvis det viser sig, at der er sammenvoksninger mellem de forskellige organer i bughulen, kan sammenvoksningerne ofte løsnes. Det er også muligt at fjerne æggelederne, vandsvulster på æggestokkene og graviditet uden for livmoderen, og vi kan tage prøver af vævet i de forskellige organer. Vi aftaler med dig inden operationen, hvilket omfang operationen skal have.
Ved operationens afslutning lukkes luften ud af bughulen, og kateteret i blæren fjernes. De små snit lukkes normalt med tråde, der opløser sig selv. Du kan dog få fjernet tråden hos din egen læge efter tidligst 5 dage. I visse tilfælde er det ikke tilstrækkeligt med en kikkertoperation på grund af din sygdoms karakter eller på grund af blødning i bughulen. I så fald må de små snit erstattes af et såkaldt bikinisnit, og operationen foregår herefter på traditionel måde.
Operationen varer cirka 30 minutter. Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
-
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, da narkosen får dine muskler til at slappe af, så der opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden aftalen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før aftalen. Det kan være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen anbefaler vi, at du drikker et stort glas saftevand 2 timer før operationen og derefter ingenting, indtil narkosen er overstået.
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid. Narkoselægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
-
Du har lette smerter
Når du vågner, vil du have lette mavesmerter. Det skyldes, at bughulen har været fyldt med luft under operationen. Du kan også have ondt i højre skulder. Dette skyldes irritation af mellemgulvet på grund af luft i bughulen. Hvis du har behov for det, får du smertestillende medicin.
Du får tilbudt mad og drikke
Du får tilbudt noget at drikke og, hvis du har lyst, noget at spise.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du efter operationen kommer i gang med at bevæge dig. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Du får blodfortyndende medicin
Efter operationen giver vi dig muligvis en indsprøjtning med blodfortyndende medicin for at nedsætte risikoen for blodpropper.
Hjem samme dag
Du kan forvente, at du bliver udskrevet samme dag sent om eftermiddagen. Det afhænger dog af operationens omfang, og vi vil muligvis tilråde dig at vente til næste dag. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
-
Vær ikke alene det første døgn
Hvis du bliver udskrevet samme dag, som du er blevet opereret, råder vi dig til at være sammen med en voksen person den første nat, i tilfælde af at du bliver utilpas.
Du skal være sygemeldt
Regn med, at du skal være sygemeldt i 1-2 uger efter operationen. Hvis du skal bruge en attest til sygemelding, skal den skrives af din praktiserende læge. Hvis kikkertoperationen er blevet udvidet med et bikinisnit, skal du forvente at være sygemeldt i 3 uger.
Undgå karbad og svømmehal
For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at tage karbad, gå i svømmehal eller at bade i havet, så længe sårene ikke er helet.
Samleje
Du må have samleje, når du har lyst.
Få fjernet tråde
De tråde, som arrene i din hud er syet sammen med, skal fjernes ved din egen læge efter 8 dage.
-
Hvis vi fjerner væv fra bughulen under operationen, bliver det undersøgt på Patologisk Institut, og du vil efter cirka 4 uger modtage skriftligt svar på undersøgelsen. Hvis du skal til efterfølgende kontrol i Gynækologisk Ambulatorium, vil du samtidig få en tid til det.
-
Har du spørgsmål til operationen, er du velkommen til at kontakte os.