Operation ved byld ved endetarmen
-
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Køb smertestillende medicin
Vi anbefaler, at du køber smertestillende håndkøbsmedicin inden operationen, så du har det ved behov i den første tid hjemme.
Medbring medicin
Medbring din daglige medicin - både kosttilskud og anden medicin samt spray og inhalationsmedicin
Ved forundersøgelsen aftaler vi, hvilken medicin du skal tage og hvornår du skal tage den på operationsdagen.
Tag følgende medicin på operationsdagen:
Hvis du tager blodfortyndende medicin
Tager du Marevan®, Plavix® eller Persantin® vil du ved forundersøgelsen blive vejledt i, hvordan du skal tage medicinen inden indgrebet
Du får fjernet hår
Inden operationen får du i sengeafsnittet fjernet eventuelle hår i operationsfeltet.
-
Under operationen er du fuldt bedøvet
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Selve operationen
Lægen åbner til bylden, og betændelsen bliver udtømt. Såret efterlades åbent til spontan heling. Hvis der samtidig findes en fistel, behandles den almindeligvis senere. Ved operationens afslutning lægges ofte et sår-produkt i såret. Dette falder let ud ved skylning af såret.
-
Efter et ophold i opvågningsafsnittet kommer du tilbage til sengeafsnittet. Alt efter din tilstand og operationens omfang bliver du udskrevet i løbet af eftermiddagen.
Hurtigt ud af sengen
Når du kommer tilbage til sengeafdelingen, skal du ud af sengen og gå en tur. Du må også gerne spise og drikke efter lyst og evne.
Kvalme, smerter og vandladning
Vi tilstræber at du har haft vandlanding, inden du bliver udskrevet. Det er dog ikke en hindring for, at du kan blive udskrevet. Har du ikke haft vandladning før sengetid, er det dog vigtigt, at du kontakter Lægevagten.
Du kan også opleve at have kvalme og/eller smerter inden du skal udskrives. Det er heller ikke en hindring for at du kan komme hjem.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
-
- Åbent sår: Det kan i løbet af de første dage efter operationen vise sig, at den primære udtømmelse af bylden ikke var tilstrækkelig, hvorfor ny undersøgelse og operation i fuld bedøvelse kan blive nødvendig.I nogle tilfælde ses - efter heling af såret - en fistel, som kan kræve senere operation eller anden form for lukning.
- I sjældne tilfælde (mindre end 2 %) er der tale om stor byld med påvirkning af lukkemuskelfunktionen eller så omfattende udbredelse, at helingen vil forsinkes betydeligt pga. afgang af afføring tæt ved såret. I sådanne sjældne tilfælde kan det midlertidigt blive nødvendigt at føre tarmen ud i siden (kolostomi).
-
Forvent smerter efter operationen
Du kan forvente at have smerter de første dage efter operationen. Hvis du får brug for stærkere smertestillende medicin, vil du få den udleveret sammen med en vejledning i, hvordan du skal tage den.
Hold maven i gang
Du kan opleve at have hård mave på grund af bedøvelsen. Hold maven i gang med fx svesker, sveskejuice, kosttilskud med loppefrøskaller eller tabletter med magnesiumoxid (fås i håndkøb på apoteket). Husk også at bevæge dig og at drikke 1½ – 2 liter væske dagligt.
Efter udskrivelsen
Efter udskrivelsen skal du huske følgende.
- Du må ikke køre bil det første døgn.
- Du skal undgå karbad og svømmehal, indtil trådene er fjernet.
- Såret skal skylles med bruser 2 gange dagligt samt efter afføring. Afhængig af sårets størrelse bestilles sårpleje ved en hjemmesygeplejerske og eventuelt ambulant kontrol i vores ambulatorium cirka hver 14. dag, indtil såret er helet. Du kan genoptage dit arbejde efter aftale med lægen.
- Dagen efter operationen må du genoptage almindelige aktiviteter som gang, cykling, løb, husarbejde og seksuelt samvær. Aktiviteterne må ikke udløse smerter.
- Du vil blive informeret om et eventuelt løfteforbud.
Hvis du oplever tiltagende smerter
Hvis du oplever tiltagende smerter, feber og utilpashed skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
-
Har du spørgsmål til operationen, er du velkommen til at kontakte os.
Kirurgisk Ambulatorium, Hobro
Tlf. 97 65 20 80
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Kirurgisk Dagafsnit, Hobro
Tlf. 97 65 26 00
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00