Forvent en reaktion efter 4-6 uger
Efter 4-6 uger kommer der oftest en reaktion omkring det sted, hvor du er blevet vaccineret. Stedet bliver formentlig rødt, og der kan komme en lille byld, der ofte går hul på. Der kan flyde lidt pus fra bylden i kortere eller længere tid.
Generer såret dig, kan du lægge en tør gazeforbinding over, som du kan sætte fast med plaster i hjørnerne af forbindingen.
Såret skal have lov til at tørre ind, så der dannes et ar. Derfor må du ikke dække det med en tætsluttende forbinding som fx almindeligt plaster.
Der kan gå op til 4 uger, før såret er helet. Varer det længere tid, skal du kontakte din egen læge.
Undgå svømmehal
Selvom såret ikke er helet, må du gerne tage bad, sol og være fysisk aktiv. Undgå dog at bade i svømmehal, så længe såret væsker, da det øger risikoen for infektion i såret.
Kontakt lægen, hvis lymfeknuderne hæver meget
Dine lymfekunder i armhulen kan hæve lidt efter vaccinationen. Hæver de til mere end 1 centimeter i diameter, skal du kontakte din egen læge.