CT-vejledt lungebiopsi
-
-
Undersøgelsen foregår på Radiologisk Afdeling. Ved undersøgelsen ligger du på et leje, der bevæger sig igennem en CT-skanner. Ofte bliver undersøgelsen udført, mens du ligger på maven.
Skanneren tager billeder fra forskellige vinkler med få millimeters mellemrum. Det er vigtigt, at du ligger stille under hele undersøgelsen. Derfor skal du fortælle personalet, hvis du ikke ligger godt.
Inden vi tager prøverne fra lungen, bliver du lokalbedøvet i biopsiområdet med en sprøjte. Lægen lægger en tynd nål i det område, hvor vævsprøverne skal tages. Herefter bliver du kørt igennem CT-skanneren flere gange for at kontrollere, at nålen ligger korrekt.
Der tages cirka 5 -10 nåleprøver. Når prøverne er taget, fjerner vi nålen og sætter et plaster på indstiksstedet. Undersøgelsen varer cirka 45 minutter.
Efter undersøgelsen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret i cirka 1 time. Du skal have taget et røntgenbillede til kontrol af lungerne, inden du skal hjem.
I nogle tilfælde, når der er taget vævsprøver af lungen, kan der slippe luft ud mellem de 2 lag af lungehinden (pleurahulen), så lungen klapper sammen. Det sker ved cirka 1/3 af alle vævsprøver af lungen, og vi behandler det ved at anlægge et dræn. Hvis det sker, skal du være indlagt i 1 døgn efterfølgende.
-
Mød fastende til aftalen
Under behandlingen bliver du lokalbedøvet. Alligevel vil vi bede dig møde fastende. Det skal du for at undgå, at maveindholdet løber i luftvejene.
Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 4 timer inden undersøgelsen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk. Du må ikke drikke juice med frugtkød.
Hold pause med blodfortyndende medicin
Får du blodfortyndende medicin, skal du eventuelt holde pause før undersøgelsen. Følg de instrukser, du har fået af lægen.
-
Forvent at have lette smerter
Efter undersøgelsen kan du få lette smerter omkring det sted, hvor vævsprøven er taget. Det er helt normalt og går væk efter et par dage.
-
Får du høj feber, åndenød, eller begynder du at hoste større mængder blod op efter undersøgelsen, er det vigtigt, at du tager kontakt til Lægevagten eller ringer 112.
Du bør undgå flyrejser de første 6 uger efter indgrebet.
-
Inden du tager hjem, aftaler vi, om du får svar på undersøgelsen per brev, eller du får en tid med hjem til samtale i Lungemedicinsk Dagafsnit.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din sundhedsfaglige kontaktperson.
Lungemedicinsk Dagafsnit
Tlf. 97 66 48 00
Du skal møde til undersøgelsen på:
Lungemedicinsk Ambulatorium
Medicinerhuset, reception 1
Aalborg Universitetshospital Syd
9000 Aalborg
Dag:
Dato:
Kl.
Du skal have taget en blodprøve på nærmeste hospital før undersøgelsen: