Hvis vi finder personer i vores opsporing, der muligvis er smittet, tilbyder vi dem undersøgelse.
Personer, der er calmette-vaccinerede (BCG), får taget en blodprøve. Personer, der ikke er vaccineret med calmette, får lavet en såkaldt tuberkulintest på armen.
En tuberkulintest er en hudtest, hvor vi indsprøjter en lille smule væske i huden på underarmen. Testen aflæses efter 3 døgn og er positiv, hvis der opstår en stor hævelse. Testen aflæses af en læge eller sygeplejerske i Lungemedicinsk Ambulatorium.
I enkelte tilfælde vælger vi at supplere med andre undersøgelser såsom røntgenbillede af brystkassen eller en såkaldt opspytsprøve.