Det er kun lungetuberkulose, der kan smitte. Bakterien vokser langsomt og kan være flere år undervejs.
Tuberkulose smitter ved host og nys
Tuberkulose er ikke særligt smitsom. Tuberkulosebakterierne spredes fra person til person med dråber, der opstår, når en person med tuberkulose nyser eller hoster. De mest udsatte er de personer, som er sammen med den syge i mange timer om dagen. Altså personer inden for samme husstand, klassekammerater eller arbejdskolleger, som sidder sammen i mindre kontorer flere timer om dagen. Børn smitter næsten aldrig andre.
Smittet er ikke lig med syg
Selvom du er smittet med tuberkulose, er det ikke sikkert, at du bliver syg. Det er kun nogle få procent, der udvikler lungetuberkulose kort tid efter, at de er smittet. De fleste, som bliver smittet med tuberkulose, kan selv bekæmpe bakterierne. Kroppen bekæmper bakterierne ved at indkapsle dem. De er på den måde ikke væk, men lægger sig blot til hvile i kroppen. Det kaldes også for en latent tuberkulose-infektion. Personer med hvilende tuberkulosebakterier i kroppen er ikke syge og kan ikke smitte andre. De kan dog selv senere i livet blive syge af tuberkulose, fordi de hvilende tuberkulosebakterier vågner op og giver aktiv tuberkulose. Det kan ske mange år efter, at man er blevet smittet og ses typisk hos personer med svækket immunforsvar.