Ved operation for kræft i endetarmen kan det være nødvendigt at få en stomi.
En stomi er en kunstig tarmåbning på maven. Det vil sige, at tarmen føres ud gennem bugvæggen og danner en åbning på maven, hvor igennem man tømmer sin afføring ud i en pose i stedet for gennem endetarmen.
Der findes to typer af tarm-stomier:
- Tyndtarmsstomi (Ileostomi)
- Tyktarmsstomi (kolostomi)
Stomien kan være midlertidig eller permanent. Hos patienter opereret for endetarmskræft er ileostomien oftest midlertidig og bliver lagt tilbage efter 3-6 måneder. Kolostomien er oftere permanent.
Tarmproblemer kan være relaterede til lokale problemer omkring stomien. At have en stomi vil give nogle praktiske udfordringer, men de fleste kan på trods af dette gøre de samme ting, som de kunne før operationen. Enkelte oplever dog, at stomien giver så store problemer, at det hæmmer dem i dagligdagen.
Fra den Danske Nationale Kohorte for patienter opereret for tyk- og endetarmskræft fra årene 2001-2014 kender vi hyppigheden af de problemer, der oftest generer patienter med permanent kolostomi:
Lugtgener: Dagligt 4%. Ugentlig 13%
Utæthed: Dagligt 2%. Ugentligt 15%
Hudproblemer: Ofte: 5%. Af og til: 51%
Bule ved stomien: Under 10 cm: 30%. Over 10 cm: 13%
Knoldet afføring: 2%
Tynd afføring: 8%
Vekslende afføring: 33%
De fleste af disse problemer kan dog afhjælpes, og hvis man har vedvarende problemer med sin stomi eller stomipleje, kan man få hjælp ved at henvende sig til sin lokale stomisygeplejerske.
Kolostomiscoren
Kolostomiscoren er et spørgeskema, Århus Universitetshospital udviklede i 2016 efter at have gennemført en landsdækkende undersøgelse om livskvalitet blandt patienter opereret for tyk- og endetarmskræft. 20% af de adspurgte patienter med kolostomi fortalte, at stomien forringede deres livskvalitet. Undersøgelsen ledte desuden frem til, hvilke stomi-problemer, der er vigtigst og på baggrund af dette udviklede Århus Universitetshospital Kolostomiscoren. Med disse syv spørgsmål kan alle kolostomipatienter screenes og finde de 20%, der har så store problemer, at det forringer deres livskvalitet, så vi kan tilbyde målrettet hjælp.
I samarbejde med Århus Universitetshospital vil Kolostomiscoren i den nærmeste fremtid blive testet. Hvis du har en kolostomi, vil du muligvis modtage et spørgeskema i din e-boks eller postkasse. Det er vigtigt, at så mange som muligt svarer, så uanset om du har det godt med din stomi, eller om den giver dig problemer, håber vi, du vil tage tiden til at svare spørgeskemaet og returnere det til Århus Universitetshospital!
Du kan se mere om projektet i videoen herunder.
Film om kolostomiscore