En halv time inden undersøgelsen har du mulighed for at få en beroligende tablet. Selve undersøgelsen finder sted på Radiologisk Afdeling (Røntgenafdelingen), hvor du får undersøgt dine blodkar med kontrast.
Under undersøgelsen skal du ligge på ryggen. Lyskeregionen afvaskes med en spritopløsning, og herefter dækkes din krop og dine ben med en steril afdækning.
Undersøgelsen foretages som regel i lokalbedøvelse, men i sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med fuld bedøvelse.
Lægen punkterer pulsåren, oftest via lysken. I nogle tilfælde kan det dog også foregå via en armpulsåre eller alternativt via en bedre egnet pulsåre. Der lægges et tyndt plastikrør ind i karret, og gennem dette indsprøjtes et kontraststof, som kan ses på røntgenbilledet. Hvis der skal foretages behandling af pulsårerne, kan den foretages via den samme eller en lignende adgang. Behandlingen kan enten foregå ved samme undersøgelse eller ved en senere lejlighed.
Når undersøgelsen er færdig, fjernes det tynde plastikrør, og der trykkes hårdt på pulsåren, indtil det lille hul er lukket. Det varierer, hvor lang tid dette tager, men som regel er det 10-15 minutter.
Hele undersøgelsen varer som regel 1-3 timer. Tiden kan dog variere, afhængigt af hvilken behandling det drejer sig om.