Bypass og oprensning af pulsåren i bækkenet

Du skal have lavet en bypass og oprenset pulsåren i dit bækken. Operationen kaldes også for Iliacofemoral bypass eller TEA (trombendarterektomi).

Vi tilbyder operationen på bækkenets pulsårer til patienter med dårlig blodforsyning til benet som følge af svær åreforkalkning i pulsårerne.

Ved operationen ledes blodet uden om forkalkningerne til en åben pulsåre for at genoprette blodforsyningen til benene. Operationen kaldes derfor også for en omkørsels- eller bypassoperation.

Med operationen bliver blodtilførslen til benene forbedret, hvorfor smerte aftager, sår heler og eventuel koldbrand ikke breder sig.