Overlevelse efter et hjertestop
Du har overlevet et hjertestop.
Et hjertestop er en alvorlig hændelse, og det er naturligt, hvis både du og dine pårørende står tilbage med spørgsmål og bekymringer. Denne pjece giver dig et overblik over, hvad du kan opleve i tiden efter et hjertestop – og hvordan du kan få støtte og hjælp.
-
Du har overlevet et hjertestop.
Et hjertestop er en alvorlig hændelse, og det er naturligt, hvis både du og dine pårørende står tilbage med spørgsmål og bekymringer. Denne pjece giver dig et overblik over, hvad du kan opleve i tiden efter et hjertestop – og hvordan du kan få støtte og hjælp.
-
Kognitive funktionsnedsættelser
Når hjertet stopper, får hjernen ikke tilstrækkeligt med ilt i en periode. Det kan give midlertidige eller varige påvirkninger af hjernen i form af hjerneskade, som viser sig forskelligt fra person til person. Du kan fx opleve:
- hukommelsesbesvær
- udfordringer med koncentration og overblik
- vanskeligheder med at planlægge og løse opgaver
- træthed og nedsat energi
- ændringer i humør, personlighed eller adfærd.
Disse følger kaldes kognitive funktionsnedsættelser. De kan have stor betydning i hverdagen – både for dig og dine pårørende. Mange oplever først udfordringerne, når hverdagen melder sig igen efter det akutte forløb.
Nedsat fysisk funktion
Et hjertestop kan føre til et længere ophold på et intensivt afsnit. Hvis du har været sengeliggende eller i respirator, vil musklerne hurtigt miste styrke. Det er helt normalt, hvis du bliver hurtigt træt og oplever nedsat funktion i forhold til før hjertestoppet.
-
Som en del af din behandling under indlæggelsen bliver du tilbudt en screening, hvor vi vurderer både dine kognitive og fysiske funktioner efter hjertestoppet. Screeningen kan bestå af:
- samtaler
- små test-opgaver
- observationer af, hvordan du klarer dagligdagsaktiviteter.
Formålet med screeningen er at finde ud af, hvilken støtte du eventuelt har behov for.
Rehabilitering
Hvis screeningen viser, at du har følger af hjertestoppet, kan du blive henvist til:
- neurorehabilitering, det vil sige træning af hukommelse, koncentration og mentale funktioner
- fysioterapi og ergoterapi, det vil sige hjælp til at genvinde styrke og færdigheder
- støtte til tilbagevenden til arbejde eller uddannelse.
Der bliver lavet en genoptræningsplan, allerede mens du er indlagt. Genoptræningen hjælper dig med at genvinde styrke og bevægelighed.
Du vil også få tilbud om at blive tilknyttet en kommunal koordinator, der kan hjælpe dig og dine pårørende med at skabe sammenhæng mellem hospital, kommune og egen læge. Du har også selv mulighed for at vælge en kommunal koordinator, hvis du foretrækker det. Du kan finde en koordinator i din kommune via dette link:
https://sbst.dk/handicap/hjerneskade/hjerneskadekoordinatorer/voksenomraadet
-
Vær tålmodig
I tiden efter et hjertestop vil der være meget at forholde sig til, og det er helt normalt, at hverdagen kan føles anderledes end før. Mens du er i gang med din genoptræning – både fysisk og mentalt – er der flere ting, du selv kan gøre, som understøtter din bedring og gør hverdagen lettere:
- Vær tålmodig – det tager tid at komme sig.
- Del dine oplevelser med dine nærmeste.
- Tag imod støtte og tilbud om genoptræning.
- Brug huskesedler, kalender eller mobil til at aflaste hukommelsen.
Kontakt din egen læge, hvis du har brug for hjælp
Det er også vigtigt, at du er opmærksom på dit generelle velbefindende, og om du eventuelt har brug for professionel støtte. Kontakt derfor din egen læge, hvis du oplever angst eller humørsvingninger. Lægen vil da vurdere, om du har behov for psykologhjælp.
Har du brug for en opfølgende samtale med os, er du også velkommen til at booke tid til en sådan ved at ringe til ambulatoriet.
Hjertemedicinsk Ambulatorium
Tlf. 97 66 44 00