Resektion af kæbeknogle
Du skal opereres i kæben og have fjernet noget af kæbeknoglen – dette kaldes ’resektion’. Operationen vil foregå i fuld bedøvelse.
I forbindelse med operationen bliver du indlagt, og vi forventer, du bliver udskrevet dagen efter.
-
Du skal opereres i kæben og have fjernet noget af kæbeknoglen – dette kaldes ’resektion’. Operationen vil foregå i fuld bedøvelse.
I forbindelse med operationen bliver du indlagt, og vi forventer, du bliver udskrevet dagen efter.
-
Tag antibiotika fra dagen før operationen
Du skal tage antibiotika, Bioclavid, medmindre du er allergisk over for det. Vi giver dig en recept, så du kan hente det på apoteket. De første tabletter tages dagen før operationen, og behandlingen varer til og med 10.-dagen efter operationen. Tag 1 tablet 3 gange om dagen – som anvist på pakningen.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Bruger du linser, så skal du fjerne dem umiddelbart inden operation.
Barbér dig
Hvis du har skæg, skal du fjerne det dagen før operationen af hensyn til hygiejne.
Saml langt hår med elastik
Hvis du har langt hår, skal du samle det i en elastik eller med et hårbånd. Sæt gerne håret, så det kan lægges langs siden af ansigtet. Det gør ondt at ligge på en hestehale under hele operationen.
-
Spis alsidig og næringsrig kost
Vent med at spise, indtil bedøvelsen er helt væk. Spring ingen måltider over, og spis en alsidig og næringsrig kost for at understøtte helingsprocessen og imødegå vægttab.
- Det første døgn: spis afkølet, flydende mad, fx yoghurt, is, koldskål, skyr og proteindrikke.
- De efterfølgende 14 dage: spis blød kost. Du får udleveret en særskilt vejledning om blød kost.
Rens munden 3 gange dagligt på denne måde
- Børst tænder. Børst tænderne 3 gange om dagen med tandpasta. Stå foran et spejl, og sørg for at have et godt arbejdslys. Sæt en pegefinger ind i mundvigen for at få bedre oversigt over tandrækken. Børst på tandrækken – lav dit eget system, så du er sikker på at komme omkring alle tænderne. Husk at børste bagsiden af tænderne også. Det er vigtigt, at du får fjernet alle belægninger på tænderne, da belægninger er bakterier.
- Skyl munden. Skyl munden efter hver tandbørstning med 1 spiseskefuld klorhexidin mundskyllevæske 0,1 %. Skyl i 1 minut. OBS: Hvis du anvender en tandpasta, som indeholder skummemiddel, skal du vente 1 time, før du bruger klorhexidin, fordi skummemidlet opløser effekten af klorhexidin.
- Vent med mad og drikke. Vent 1 time efter mundskylning, før du spiser eller drikker, så klorhexidinen får tid til at rense munden for bakterier.
- Fortsæt i 1-2 uger. Fortsæt med at skylle med klorhexidin, indtil trådene i såret er fjernet eller opløst efter cirka 1-2 uger. Hvis der på noget tidspunkt i forløbet forekommer blottet knogle, skal du stoppe med at skylle med klorhexidin mundskyl, da det så ikke har en gavnlig effekt.
Vent med at bruge protese
Anvender du protese, må du tage den i brug i:
Overkæben efter _____ uger
Underkæben efter _____ uger
Undlad at ryge
Du bør ikke ryge i de første dage efter operationen – som minimum bør du indskrænke forbrug af tobak. Rygning gør det vanskeligere for såret at hele.
Tag smertestillende medicin ved behov
Når bedøvelsen er væk, vil du muligvis mærke ømhed eller lettere smerter. For at lindre dette, kan du tage almindelige smertestillende tabletter, fx Panodil eller lignende. Hvis du får uudholdelige smerter, skal du kontakte os i Kæbekirurgisk Afdeling eller din egen tandlæge.
Hvis du har behov for stærkere smertestillende midler, som kræver recept, får du recepten udleveret fra Kæbekirurgisk Afdeling i forbindelse med operationen.
Husk at fortsætte med at tage antibiotika 3 gange dagligt indtil 10.-dagen efter operationen.
Forvent hævelse i et par dage
Hævelse efter operationen er en normal reaktion. For at begrænse hævelsen kan du det første døgn nedkøle operationssåret med en ispakning. Læg isterninger i en plastikpose, rul denne ind i et fugtet håndklæde eller viskestykke, og hold det i kontakt med huden over operationsstedet i 15 minutter ad gangen. Du må gentage proceduren en gang i timen. Hævelsen vil som regel tiltage i løbet at de første 2-3 døgn og derefter aftage. Tiltager hævelsen efter 3. døgn, bør du kontakte os eller din tandlæge.
Forvent blødning – men behandl den
Den første dag efter operationen kan der sive blod ud fra såret. Det er helt normalt. Du kan behandle kraftig blødning således:
- Tør forsigtigt blodet af såret med en ren gaze-tampon eller et rent lommetørklæde.
- Tag en anden gazetampon, og læg den over såret.
- Bid sammen, så gazetamponen trykker på sår-kanterne.
- Hold derefter munden lukket i ½ time.
Proceduren kan gentages et par gange. Hvis du er i tvivl, eller i tilfælde af langvarig blødning, skal du kontakte os, din egen tandlæge eller Lægevagten.
-
Vi indkalder dig til kontrol efter 10 dage, hvor du tilses af en sygeplejerske.
Derudover tilbydes du en telefonkonsultation ved en sygeplejerske efter cirka 20 dage.
Du bliver igen indkaldt til kontrol 6 uger efter operationen, hvor du skal tilses af kæbekirurgen. I den forbindelse vurderer vi din tyggefunkton og lægger eventuelt en plan for genetablering af tyggefunktionen.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Kæbekirurgisk Afdeling
Tlf. 97 66 27 95
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00 – 14.00
Sygeplejerske (telefonkonsultation)
Tlf. 97 65 42 30
Telefontid: Mandag – fredag 9.00 – 11.00