Operation af brud på kæben
-
-
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Lægen sætter bruddet på kæben sammen med titaniumplader. Hvis der er risiko for, at du ikke kan bide korrekt sammen efter operationen, sætter lægen togskinner (ståltrådsbøjle) på dine tænder, som skal hjælpe med at styre sammenbiddet under og efter operationen.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
Du skal forvente at være indlagt i 1 dag efter operationen.
-
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, da narkosen får dine muskler til at slappe af, så der opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden aftalen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før aftalen. Det kan være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen, anbefaler vi, at du drikker et stort glas saftevand 2 timer før operationen og derefter ingenting til narkosen er overstået.
Der kan gælde særlige regler for dig, fx hvis du er diabetiker, ryger, overvægtig eller gravid. Anæstesilægen gennemgår reglerne med dig inden operationen.
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen, skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Børst dine tænder grundigt
Du skal børste dine tænder grundigt, inden du møder op til operationen. Vi opererer inde fra munden, og derfor er det vigtigt, at munden er så ren som muligt.
Barbér dig
Du skal barbere dig inden operationen. Skægstubbe såvel som fuldskæg skal klippes, inden du bliver kørt på operationsstuen.
-
Undlad at røre ved såret
Du må ikke røre ved såret med hverken tunge, fingre, lommetørklæde eller lignende. Undgå også at suge i såret.
Vær opmærksom på blødning
Den første dag kan der sive en smule blod fra såret. Det er helt normalt. Personalet vil være behjælpelig og standse blødningen ved at bede dig bide sammen om en gazetampon, som du lægger over såret – ikke i såret. Bid sammen om gazetamponen i 30 minutter.
Du skal til røntgenkontrol
Dagen efter operationen tager vi røntgenbilleder af din kæbe for at kontrollere, om bruddet er sat korrekt sammen. Derefter bliver du udskrevet.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
-
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter behandlingen. Hvor længe du skal være sygemeldt afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Som regel er det nødvendig at være sygemeldt i 2-6 uger efter denne behandling, men tal med lægen om netop dit behov.
Tag den med ro i den første tid
Afhængigt af bruddets karakter skal du de første 2-4 uger efter operationen undgå at dyrke sport, hårdt fysisk arbejde og tunge løft.
Tag smertestillende medicin
Du vil være øm i munden efter operationen. Vi giver dig en recept på smertestillende medicin med hjem. Det er vigtigt, at du tager medicinen som aftalt de første par dage efter udskrivelsen. Hvis du derefter ikke længere oplever at have smerter, skal du trappe stille og roligt ud af medicinen.
Forvent en prikkende fornemmelse
Hvis vi har opereret omkring en nerve, kan nerven være påvirket af operationen. Du kan eventuelt mærke det som en sovende eller prikkende fornemmelse i det område på kæben, hvor bruddet sidder. Det kan vare op til 1 år, før det føles helt normalt igen.
Forvent hævelse
I løbet af de første 2-3 døgn vil du hæve op omkring operationsstedet. Det er helt almindeligt efter en operation. Læg en ispose på huden for at begrænse hævelsen. Efter 3 dage begynder hævelsen at lægge sig igen, men der kan gå et par uger, før hævelsen har lagt sig helt. Hvis hævelsen tiltager efter 3. døgn skal du kontakte Kæbekirurgisk Afdeling eller din tandlæge.
Hold munden ren
Det er vigtigt at holde munden ren efter operationen, så du ikke får betændelse i sårene. Følg den vejledning i mundhygiejne, som du får udleveret.
Følg kostvejledningen
Du skal spise sundt og varieret, så såret heler bedst muligt. Samtidig må du kun spise blød kost, hvis du har fået foretaget en omfattende kæbeoperation. Følg vejledningen i pjecen ”Sådan skal du spise efter din kæbeoperation”, hvis du har fået den udleveret, og spørg ellers personalet til råds.
Vær opmærksom på infektion
Hvis du får feber, oplever tiltagende smerter eller dårlig smag i munden, kan det være tegn på infektion i operationssåret. Kontakt os eller din egen tandlæge, hvis du har mistanke om, at du har fået en infektion.
Undlad at ryge
Du bør ikke ryge i de første dage efter operationen. Rygning gør det vanskeligere for såret at hele.
-
Løbende kontrol og genoptræning
Du skal til kontrol på hospitalet en gang om ugen i den første tid efter operationen. Når du er klar til det begynder genoptræningen gradvist. Vi aftaler forløbetmed dig, inden du bliver udskrevet efter operationen.
Kontrol og fjernelse af operationstråd
3 uger efter operationen skal du til kontrol, hvor vi fjerner de tråde, som du blev syet med under operationen. Vi vil også instruere dig i at lave gabeøvelser, som styrker kæben.
Fjernelse af togskinner
Hvis du har fået togskinner på tænderne, skal du have dem fjernet cirka 4-6 uger efter operationen. Du er lokalbedøvet, mens vi fjerner togskinnerne.
Kontrol efter 1 år
Hvis resultatet af operationen og efterbehandlingen er forløbet planmæssigt, skal du til en afsluttende kontrol 1 år efter operationen.
-
Spørg, hvis du er i tvivl
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om brud på kæben, årsager og muligheder for behandling, kan du eventuelt søge på ’kæbeskade’ på patienthåndbogen.dk.