Plastikoperation i mellemgulvet

Du skal have en operation i mellemgulvet. Mellemgulvet er en muskel, man bruger, når man trækker vejret. Den adskiller hjerte og lunger fra de øvrige organer i kroppen. På grund af nerveskader, fx traume, tidligere operation, infektion eller lignende, kan mellemgulvet blive slapt. Det påvirker vejrtrækningen, så man nemmere bliver forpustet og kan få svært ved at hoste.

I dette materiale kan du og dine pårørende finde information om operationen i mellemgulvet, og om det forløb du skal igennem. Når du har læst informationerne, kan du bedre deltage aktivt i forløbet. Du spares for unødvendige bekymringer og overraskelser, når du er godt forberedt på, hvad der skal ske.

Operationen er en kikkertoperation, og målet med operationen er en opstramning af mellemgulvet, så lungen bedre kan udfolde sig, og du kan få mere luft, når du trækker vejret.