Fjernelse af livmoderslimhinden
-
-
Du skal møde ind på Dagkirurgisk Afsnit, Thisted.
Lægen, der skal operere, taler med dig om, hvad der skal foregå, inden du bliver bedøvet. Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen.
Ved operationen ligger du som ved en almindelig gynækologisk undersøgelse. Lægen fører en slank kikkert ind i din livmoder gennem skeden. Livmoderhulen udvides med saltvand, og gennem kikkerten kan lægen se slimhinden og fjerne den med en elektrisk brænder. Når slimhinden i livmoderen er fjernet, mindskes eller ophører dine blødninger, mens din livmoder bevares.
Operationen varer cirka 20 minutter. Efter operationen sender vi den fjernede slimhinde til undersøgelse for at sikre, at der ikke er celleforandringer i den.
Når operationen er overstået, bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Herefter er du indlagt til observation i et par timer, før du bliver udskrevet.
Mulige komplikationer
Selve bedøvelsen indebærer altid en risiko, om end den er meget lille.
I meget sjældne tilfælde kan der under operationen komme hul i livmoderen og kraftig blødning. Det kan da blive nødvendigt at foretage en større operation gennem bughulen med mulig fjernelse af livmoderen. Denne komplikation opstår hos 1 % af alle patienter.
For at gennemføre operationen er det nødvendigt, at vi bruger skyllevæske. I sjældne tilfælde kan der under operationen ophobes skyllevæske i kroppen. I disse tilfælde kan vi behandle væskeophobningen med vanddrivende medicin og observation under indlæggelse. Denne komplikation opstår hos 2-10 % af alle patienter.
I meget sjældne tilfælde kommer der infektion i livmoderen efter operationen. Denne komplikation opstår hos mindre end 1 % af alle patienter. Infektion vil først vise sig efter nogle dage.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Piercinger i operationsområdet eller munden skal fjernes. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Det er dog meget vigtigt, at du fortæller narkosesygeplejersken, at du bruger linser.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere din hud inden operationen.
-
Du får tilbudt mad og drikke
Du får tilbudt noget at drikke og, hvis du har lyst, noget at spise.
Sig til, hvis du får smerter
Vi tilbyder dig smertestillende medicin, og hvis du har behov for mere, må du sige til. Det er vigtigt, at du ikke har flere smerter, end at du kan slappe af og også komme ud af sengen.
Hjem samme dag
Du bliver udskrevet, når du kan være oppe uden væsentlige gener, og når du har ladet vandet og kun bløder lidt.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
-
Aftal eventuelt at have en pårørende hos dig
Det kan være en god idé, at du har en voksen person hos dig de første 24 timer efter operationen. Din pårørende skal holde øje med eventuelle eftervirkninger af operationen eller medicin og sørge for, at du får hvile.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i 2 dage efter operationen. I de 2 dage må du ikke dyrke sport eller løbe, men gerne gå ture og udføre almindelige småaktiviteter. Hvis du får brug for en attest til sygemelding, skal du kontakte din egen læge.
Forvent blødning og udflåd
Det er normalt, at du har blødning og udflåd de første uger efter operationen. Tyndt og klart udflåd kan fortsætte op til 6 uger efter operationen. Næste menstruation kommer normalt til forventet tidspunkt.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag svarende til menstruationssmerter i den første tid efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende håndkøbsmedicin.
Undgå karbad, svømmehal og tampon
For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at bruge tampon, tage karbad, gå i svømmehal eller at bade i havet, så længe du bløder.
Brug kondom ved samleje
Efter operationen må du have samleje, når du har lyst. Din partner bør bruge kondom ved samleje, så længe du bløder.
Vær opmærksom på infektion
Får du feber eller stærke smerter i underlivet, kan det være tegn på blærebetændelse eller betændelse i livmoderen, som skal behandles. Kontakt din egen læge.
Kontakt os ved problemer det første døgn
Kontakt os, hvis du inden for det første døgn får:
- stærke smerter
- kraftig blødning
- ildelugtende udflåd
- feber over 38 grader.
Du får svar på undersøgelsen af slimhinden
Cirka 4-6 uger efter operationen får du svar per brev på den mikroskopiske undersøgelse af den fjernede slimhinde.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.