Når din graviditet er gået til grunde uden tegn til begyndende abort
Du skal i medicinsk behandling for at hjælpe din livmoder til at udstøde et foster, der er gået til grunde.
Under graviditet er der i de første 12 uger cirka 15 % risiko for, at graviditeten ikke udvikler sig normalt, men går til grunde. Der kan være mange årsager til, at et foster går til grunde. Oftest er det på grund af en fejl i fosterets kromosomer eller en fejl i den tidlige celledeling, og det betyder, at fosteret ikke udvikler sig til et normalt barn.
Kroppens normale reaktion på dette er en spontan abort, som viser sig ved blødning og menstruationssmerter. I visse tilfælde kan der dog gå lang tid, efter fosteret er holdt op med at vokse, før kroppen reagerer, og livmoderen begynder at udstøde fosteret. Livmoderen er i stand til at tømme sig, så det ikke er nødvendigt at lave et kirurgisk indgreb med udskrabning. For at sætte den proces i gang skal du i medicinsk behandling.