Fjernelse af svulst i underlivet
Når du har en svulst i underlivet, betyder det, at noget fylder unormalt op i din bughule. Kun en operation og efterfølgende mikroskopisk undersøgelse af en vævsprøve kan med sikkerhed afgøre, hvad det drejer sig om.
Det mest almindelige er:
- godartede muskelknuder i livmoderen eller æggestokkene
- godartede vandsvulster (cyster), der vokser ud fra æggestokken
- ondartede svulster (kræft), der starter i æggestokken
- betændelse i æggelederne.
Normalt er der kun lille risiko for, at det drejer sig om en ondartet lidelse. Din alder og resultatet af undersøgelser før operationen kan give et fingerpeg om, hvad du fejler.
Hvis vi vurderer, at der er risiko for ondartet sygdom, bliver du henvist til operation på Gynækologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.
-
Når du har en svulst i underlivet, betyder det, at noget fylder unormalt op i din bughule. Kun en operation og efterfølgende mikroskopisk undersøgelse af en vævsprøve kan med sikkerhed afgøre, hvad det drejer sig om.
Det mest almindelige er:
- godartede muskelknuder i livmoderen eller æggestokkene
- godartede vandsvulster (cyster), der vokser ud fra æggestokken
- ondartede svulster (kræft), der starter i æggestokken
- betændelse i æggelederne.
Normalt er der kun lille risiko for, at det drejer sig om en ondartet lidelse. Din alder og resultatet af undersøgelser før operationen kan give et fingerpeg om, hvad du fejler.
Hvis vi vurderer, at der er risiko for ondartet sygdom, bliver du henvist til operation på Gynækologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.
-
Lægen, der skal operere, taler med dig om, hvad der skal foregå, inden du bliver bedøvet.
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen.
Lægen starter med at lægge et tværsnit (bikinisnit) eller et længdesnit i dit maveskind i midtlinjen under navlen. Nogle gange kan operationen ske gennem en kikkert, der bliver ført ind i bughulen gennem et lille snit ved navlen, en såkaldt laparoskopi. Du får desuden lagt et kateter (et lille rør) i blæren for at holde den tom under operationen.
Under operationen tager lægen stilling til, hvad der er nødvendigt at fjerne. Ved godartede lidelser fjerner lægen normalt kun det syge organ. Det aftaler du nærmere den læge, der skal operere dig, inden operationen.
Efter operationen bliver huden på maven lukket med clips eller tråd.
Operationen varer cirka 60 minutter.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
-
Spis sundt og motionér dagligt
For at få et godt resultat efter operationen er det af stor betydning, at du får en sund og varieret kost med højt indhold af protein og jern. Kosten skal være rig på fibre, og du bør dagligt spise frugt og grøntsager. Daglig motion kan også forbedre dine muligheder for at komme dig godt efter operationen. Er du overvægtig, kan du nedsætte risikoen for komplikationer, hvis du taber dig.
Undgå rygning og alkohol
Rygning og alkohol giver større risiko for alle slags komplikationer, som for eksempel lungebetændelse, sårinfektion og dårligere heling. Du kan selv mindske risikoen ved at stoppe med at ryge og være yderst mådeholden med alkohol i 4-6 uger før operationen.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her: RN.dk/fastevideo
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Tag rent tøj på. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Piercinger i operationsområdet eller munden skal fjernes. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Det er dog meget vigtigt, at du fortæller narkosesygeplejersken, hvis du bruger linser.
Undgå at fjerne hår ved operationsstedet
For at nedsætte risikoen for infektion fra rifter i huden omkring operationsstedet må du ikke fjerne kønsbehåring mindst 1 uge før operationen. Vi fjerner din kønsbehåring, når du kommer i afdelingen.
-
Du får blodfortyndende medicin
Efter operationen giver vi dig en indsprøjtning med blodfortyndende medicin for at nedsætte risikoen for blodpropper.
Du skal være indlagt i nogle dage
Afhængig af operationens resultat skal du være indlagt i 1-3 dage.
-
Vær opmærksom på infektion
Du kan have let feber i dagene efter operationen. Det er helt normalt. Får du høj feber eller stærke smerter i underlivet, kan det være tegn på blærebetændelse eller betændelse ved operationssåret, og du skal i så fald behandles. Kontakt din egen læge.
Undgå belastning af underlivet
Vi anbefaler, at du er sygemeldt i 2-4 uger, afhængig af den fysiske belastning i dit arbejde. Undgå hård fysisk aktivitet som sport, gymnastik, støvsugning og gulvvask de første 2-3 uger. Du må løfte det, du kan uden besvær. Når såret er helet efter 3-4 uger, kan du gradvist genoptage dine sædvanlige aktiviteter. Brug kroppen så normalt som muligt, men respektér din smertegrænse.
Tag smertestillende medicin efter behov
Du kan fortsat have menstruationslignende smerter og ømhed de første 2-3 uger. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb. Maven kan være lidt oppustet de første 4-6 uger efter operationen.
Bestil tid hos din læge
8-10 dage efter operationen skal du have fjernet clips eller tråde i operationssåret. Det foregår hos din egen læge, og du skal selv bestille tid til det.
Hvil dig flere gange dagligt.
Du kan opleve en større træthed de første 2-4 uger efter operationen. Hvil dig nogle gange dagligt, når du har behov for det. Men sørg også for at komme ud og bevæge dig. Jo mere du bevæger dig, jo mindre træt vil du blive. Almindelig motion som små traveture og cykling må du gerne genoptage straks.
Undgå karbad, svømmehal og samleje
For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at bruge tampon, tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet, så længe du bløder. Du bør undgå samleje de første 4 uger efter operationen.
Tal med din læge om gener ved overgangsalder
Hvis du har fået fjernet æggestokkene under operationen, ophører din produktion af hormonerne østrogen og progesteron, og du kommer i overgangsalderen. Får du kraftige gener heraf, foreslår vi, at du taler med din læge eller gynækologen om hormonbehandling.
Kontakt din kommune ved behov for hjemmehjælp
Har du brug for støtte til de daglige opgaver i hjemmet, mens du kommer dig efter operationen, kan du kontakte socialforvaltningen i din kommune. Det er kommunen, der skønner, hvor meget hjemmehjælp du eventuelt har brug for.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Som regel er det nødvendigt at være sygemeldt i 2-4 uger efter denne behandling, men tal med lægen om netop dit behov.
Du kan gradvist genoptage dine daglige aktiviteter efter cirka 4 uger, herunder dit seksuelle samliv.
-
Infektion i såret
Efter en operation gennem bugvæggen er der altid en vis risiko for infektion i såret. Hvis det sker, får du antibiotika. I værste fald skal såret åbnes og renses ved en ny operation.
Kvinder med sukkersyge eller overvægt har øget risiko for infektion.
Skade på organer
Hos ganske få sker der skade på blære, urinleder og tarm.
Enkelte må have fjernet et stykke tarm, og det kan blive nødvendigt at anlægge en kunstig tarmåbning.
Blødning
Enkelte må opereres igen på grund af blødning.
Føleforstyrrelser
En del får føleforstyrrelser, der sidder omkring operationssåret og måske strækker sig ned på låret. Det skyldes, at en nerve er trykket under operationen. Føleforstyrrelserne forsvinder som regel igen efter nogle måneder.
-
Du bliver ikke indkaldt til kontrol efter behandlingen. Er du i tvivl, om alt er i orden, kan du kontakte din egen læge med henblik på undersøgelse.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Gynækologisk Ambulatorium
Tlf. 97 65 00 80
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00 – 11.00 og 13.00 – 14.00