Undersøgelse efter fund af graviditet uden graviditetshule i livmoderen
Du har en positiv graviditetsprøve, men resultatet af en ultralydsundersøgelse gør det nødvendigt at undersøge dig nærmere.
Ved ultralydsundersøgelsen har vi ikke fundet en graviditetshule i din livmoder. Denne tilstand kaldes også for abortus imminens, og der er 3 mulige årsager til, at graviditetshulen ikke er der:
- Normal graviditet: Du kan have en normal graviditet i livmoderen, men du har haft ægløsning senere, end man skulle tro, efter din sidste menstruation. Er dette tilfældet, gælder det bare om at vente, for så vokser fostret og vil vise sig normalt inde i livmoderen.
- Begyndende abort: Du har haft en graviditet i livmoderen, men er ved at abortere. Når der ikke er særlig blødning, kan du vente, og der er god chance for, at livmoderen tømmer sig af sig selv.
- Graviditet uden for livmoderen: Du har en graviditet, som sidder uden for livmoderen. Graviditeter uden for livmoderen sidder oftest i æggelederen. Mange af disse graviditeter forsvinder af sig selv, men hvis det befrugtede æg vokser, vil æggelederen briste, og der vil komme kraftig blødning ud i bughulen. Denne blødning kan ikke ses, men den giver voldsomme underlivssmerter. Hvis den er kraftig, kan man gå i chok og besvime. Graviditetshuler uden for livmoderen er desværre meget svære at finde med ultralyd, så muligheden kan kun udelukkes, hvis graviditeten ses inde i livmoderen.