Supplerende ultralydsundersøgelse af fosterets hjerte
En undersøgelse af fosterets hjerte indgår i den tilbudte ultralydsskanning af fosterets hjerte omkring 20. svangerskabsuge, men i nogle tilfælde tilbyder vi supplerende undersøgelser af fosteret hjerte.
Herunder kan du finde svar på en række hyppige spørgsmål om ultralydsundersøgelse af fosterets hjerte.
Hvem foretager undersøgelserne?
Undersøgelserne foretages af en sygeplejerske eller sonograf, og I får lejlighed til at stille spørgsmål i forbindelse med undersøgelserne.
Hvorfor undersøger vi fosterets hjerte?
Selvom vi ser hele fosteret ved ultralydsskanningen i 18.-20. graviditetsuge, er ultralydsskanningen af barnets hjerte ikke en gentagelse af ultralydsskanningen af alle fosterets organer, men en skanning med fokus på hjertet.
Vi tilbyder supplerende undersøgelser af hjertet i følgende tilfælde:
- Hvis der er øget risiko for hjertefejl, fx hjertefejl hos familiemedlemmer.
- Hvis det har været vanskeligt at ultralydsskanne fosterets hjerte.
Ved den detaljerede ultralydsskanning af fosterets hjerte bedømmer vi, om hjertets opbygning og rytme er normal. Denne skanning vil foregå i Aalborg ved en ultralydslæge.
Hvornår foreligger resultatet af ultralydsskanningen?
Vi informerer med det samme om resultatet af ultralydsskanningen.
Ved samtalen under ultralydsskanningen uddyber og forklarer vi vores vurdering af eventuelle problemer. Vi taler om, hvad de kan betyde for fosteret.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Det er nødvendigt, at lægen i begyndelsen koncentrerer sig om selve ultralydsskanningen og billederne.
En lang tavshed behøver ikke at betyde, at der er noget i vejen. Alt undersøges grundigt, før den, der undersøger, kan sige, om hjertet er normalt.
Hvis en anden læge bliver bedt om at se med, kan det skyldes tekniske vanskeligheder med at ultralydsskanne hjertet. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er problemer.
Du må gerne tage én voksen person med til undersøgelsen.
Hvornår i graviditeten foretager man ultralydsskanning af fosterets hjerte?
Som oftest skanner vi omkring 20. svangerskabsuge, hvor oversigten over hjertet er optimal.
Hvis forældre og/eller søskende til det kommende barn har en medfødt hjertefejl, vil vi tilbyde hjerteskanning i graviditetsuge 16 og 20.
Enkelte gange vil vi supplere med endnu en skanning af fosterets hjerte senere i graviditeten, oftest i 26. svangerskabsuge.