Forældreforberedelse for førstegangsfødende – fokus på amning og det nyfødte barn

Der er mange meninger om det at få børn og amme. I får sikkert mange gode råd om både fødslen, amning og hvordan man ”bedst gør”. Det er en god idé, at I får talt sammen om jeres forestillinger om og forventninger til at blive forældre. For de fleste par er det en stor omvæltning at blive 3 i familien. Livet byder pludselig på nye, og nogle gange uforudsigelige, udfordringer – men mest af alt overvældende følelser af glæde, stolthed og lykke.

Vi tilbyder jer forældreforberedelse, hvor I kan få suppleret jeres viden om amning og de første dage med jeres nyfødte. Forløbet foregår som et temakursus på gruppebasis og varer 1½ time.

Vi tager udgangspunkt i jeres og de andre deltageres spørgsmål, forventninger og tanker om amning og om det at være forældre til et lille barn.

Vi anbefaler, at I deltager i kurset omkring 28. – 32. svangerskabsuge. Vi ser gerne, at faderen deltager.