Familieambulatoriet
Familieambulatoriet er et udvidet tilbud til dig, der er gravid og har særlige behov, som de er defineret i Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Tilbuddet gælder:
- Gravide i opioid behandling pga. smerter (stærk smertestillende medicin)
- Gravide med skizofreni, bipolar lidelse eller borderline problematik
- Gravide med et aktivt forbrug af rusmidler (afhængighedsskabende medicin)
- Gravide der drikker mere end 3 genstande om ugen eller mere end 6 genstande på en gang efter graviditetsuge 8
- Gravide med et tidligere forbrug af rusmidler, afhængighedsskabende medicin indenfor de senere år
- Gravide hvor barnefar har en rusmiddelproblematik
- Børn der i graviditeten har været eksponeret for rusmidler/substitutionsbehandling, morfica mv.
Familieambulatoriet ønsker at tilbyde dig og din familie bedst mulig støtte i og efter graviditeten med den hensigt at give dit barn den bedste start på livet. Vælger du at sige ja til det tilbud, som Familieambulatoriet stiller til rådighed, bliver der i samarbejde med dig tilrettelagt et forløb, hvor:
- Jordemoderen vil følge din graviditet med hyppige undersøgelser. Hvis du ønsker det, er der mulighed for hjemmebesøg samt mulighed for telefonisk kontakt i dag tiden.
- Fødselslægen vil følge din graviditet tæt sammen med jordemoderen. Fødslen foregår medmindre andet er aftalt på Aalborg Universitets Hospital.
- Børnelægen vil sammen med psykologen kunne følge dit barn til fastlagte børneundersøgelser ved behov frem til skolealder.
- Den socialfaglige koordinator /socialrådgiver tilrettelægger i samarbejde med dig dit forløb og er behjælpelig med at etablere et godt samarbejde med øvrige fagpersoner.