Slyngeoperation ved ufrivillig vandladning (TVT)
-
-
Selve operationen foregår på operationsafdelingen. Under operationen er du lokalbedøvet og får beroligende medicin i et drop.
Lokalbedøvelse vil sige, at kun operationsstedet er bedøvet, mens du er vågen. Du vil ikke føle smerte, men kan mærke berøring. Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske og beroligende medicin gennem et plastikrør i håndryggen. Lokalbedøvelsen sprøjtes ind over og bagved skambenet og i skedens forvæg. Afhængig af dit behov for bedøvelse sprøjter vi også små mængder smertestillende medicin ind i en blodåre.
Herefter laver lægen et 2-3 centimeter langt snit i skedens forvæg lige under urinrøret og 2 små snit over skambenet. Gennem snittet i skeden føres et smalt bånd af kunststof – også kaldet et kunststofbændel - op på begge sider af urinrøret og ud til de 2 snit over skambenet. Kunststofbændlet vokser fast i bindevævet i løbet af nogle uger.
Under operationen ser lægen med en lille kikkert ind i blæren for at se, om bændlet ligger korrekt.
Vi beder dig om at hoste nogle gange under operationen. Det hjælper lægen til at se, om du kan holde på urinen. Herefter sættes plaster over snittene ved skambenet. Snittet ved urinrøret syes med tråde, der opløses af sig selv.
Operationen varer cirka 1 time.
-
Mød fastende
Ved behandlingen bliver du lokalbedøvet. Alligevel vil vi bede dig møde fastende, så vi har mulighed for at lægge dig i fuld bedøvelse, hvis det bliver nødvendigt. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
- Særligt for småbørn. Barnet må få modermælk indtil 3 timer før og modermælkserstatning indtil 4 timer før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad også at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Du må i nogle tilfælde beholde dit eget tøj på både før, under og efter operationen. Tag derfor rent, behageligt og løst tøj på – både på over- og underkrop. Tag en t-shirt eller undertrøje på inderst, da du eventuelt skal have trøjen af under operationen.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. For en sikkerheds skyld råder vi dig til at fjerne eventuelle kontaktlinser, allerede mens du er på sengeafsnittet, og før du bliver hentet til operation.
Spis sund og varieret kost
For at få et både fysisk og psykisk godt resultat efter operationen er det af stor betydning, at du forbereder dig i ventetiden inden operationen. Det er vigtigt, at du får en sund og varieret kost med et højt indhold af jern. Kosten skal være rig på fibre, og du skal spise frugt og grøntsager dagligt.
Tab dig gerne, hvis du er overvægtig
Er du overvægtig, vil det være en fordel, at du taber dig. Det vil nedsætte risikoen for komplikationer under og efter operationen. Daglig motion vil forbedre din kondition. Er du ikke vant til at motionere, råder vi dig til at gå en lang tur hver dag.
Nedsæt dit tobaksforbrug
Ryger du, er det en fordel, at du nedsætter dit forbrug af tobak både for at forbedre din lungefunktion, og for at såret bedre kan hele efter operationen. Det er naturligvis bedst, at du helt stopper med at ryge. Det forebygger infektion, hvis du nedsætter eller stopper dit tobaksforbrug.
-
Efter en operation for ufrivillig vandladning kan du opleve problemer med at tømme blæren fuldstændig.
Oftest varer problemerne kun i kort tid, men det kan ske, at du i en periode bliver nødt til at tømme blæren med et plastikrør, som føres op i blæren (et kateter). Blæren kan også – oftest kun midlertidigt – blive så overaktiv, at du meget pludseligt får kraftig tissetrang og skal lade vandet. I sjældne tilfælde vil man behandle med medicin mod overaktiv blære. I meget sjældne tilfælde kan der komme et lille hul i blæren under operation. Det giver normalt ingen problemer, da hullet lukker sig, hvis der i en kort periode lægges et kateter i blæren.
-
Opvågning eller sengestue
Efter operationen bliver du enten kørt til opvågningsstuen eller direkte tilbage til sengestuen, som du kom fra før operationen. Vi observerer dig, indtil du er frisk efter operationen. Du må stå ud af sengen, så snart du føler dig klar til det.
Forvent, at det kan svie, når du lader vandet
De første gange, du lader vandet efter operationen, kan det svie lidt. Vær opmærksom på, om du lader vandet anderledes efter operationen end før operationen. Fortæl det i så fald til personalet.
Du bliver udskrevet samme dag eller dagen efter
Hvis du kan lade vandet uden problemer og tømme blæren fuldstændig, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Ellers bliver du udskrevet dagen efter.
Inden du bliver udskrevet, vil din blære blive ultralydsskannet, lige efter at du har ladet vandet, så vi kan se, om blæren er tømt fuldstændig.
-
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt din alder, operationens omfang og dit generelle helbred. Som regel er det nødvendigt at være sygemeldt i 2 uger efter denne behandling, men du må ikke lave tunge løft de første 4 uger.
Tag smertestillende medicin efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i den første tid
efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb.
- Pinex® (paracetamol) 2 x 500 mg, maks. 4 gange dagligt.
- Ipren® tablet 2 x 200 mg, maks. 3-4 gange dagligt.
Tag den med ro i den første tid
I løbet af de første 4-6 uger efter operationen kan du gradvist genoptage dine normale aktiviteter og leve, som du plejer. Undgå dog at løfte tunge ting de første 4 uger efter operationen, og vent med at have samleje til 4-6 uger efter operationen.
Tømning af blæren
Du skal være opmærksom på at tømme blæren hver 3.-4. time i dagtid den første tid efter operationen. Hvis du har problemer med at tømme blæren, er det vigtigt, at du henvender dig til afdelingen. Indenfor de første 14 dage efter operationen, kan bændlet løsnes, hvis du har vedvarende tømningsproblemer.
Søg eventuelt om hjemmehjælp
Hvis du har behov for støtte til de nødvendige daglige opgaver i dit hjem, kan du kontakte Socialforvaltningen i din kommune. Hjemmehjælp gives efter et personligt skøn, og det er kommunen, der beslutter, hvor meget hjemmehjælp du har brug for.
Reagér, hvis du får akutte problemer
Hvis der opstår akutte problemer, specielt problemer med at tømme blæren, efter udskrivelsen, skal du ringe til Dagkirurgisk Afsnit eller Gynækologisk Sengeafsnit. Du kan også ringe til vagthavende læge.
I dagtimerne kan du kontakte uro-gynækologisk sygeplejerske i Gynækologisk Ambulatorium.
-
Vi tilbyder dig en telefonsamtale eller en kontrol på sygehuset 3 måneder efter operationen.
Efter operationen får du udleveret et spørgeskema, som du skal medbringe til kontrollen eller have udfyldt inden telefonkontrollen. Hvis du skal til kontrol på sygehuset, er det vigtigt, at du møder med fyldt blære.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at spørge din kontaktperson eller kontakte os på et af nedenstående numre. Vil du vide mere om slyngeoperation ved ufrivillig vandladning, kan du eventuelt læse mere påhttps://patienthåndbogen.dk– søg på: ”tvt-operation”.