Kikkertundersøgelse af livmoderen (mini-hysteroskopi)
-
Du skal undersøges i Gynækologisk Ambulatorium og eventuelt have foretaget en kikkertundersøgelse af din livmoder. Kikkertundersøgelsen kaldes også en mini-hysteroskopi.
Ved kikkertundersøgelsen ligger du på samme måde som til en almindelig gynækologisk undersøgelse. Du bliver eventuelt lokalbedøvet omkring livmoderhalsen.
Gynækologen fører en tynd kikkert op i livmoderen gennem livmoderhalsen, og skyller livmoderhulen med saltvand for at få et godt overblik. Skylningen kan give dig menstruationslignende smerter.
Gennem kikkerten kan gynækologen se, om der er forandringer i livmoderhulen, samt tage prøver fra slimhinden og fjerne små polypper.
Undersøgelsen varer cirka 30 minutter, og du kan tage hjem umiddelbart efter.
Tag smertestillende medicin inden undersøgelsen
Vi anbefaler, at du tager smertestillende medicin 1 time før, du skal møde til undersøgelsen. Tag 2 tabletter paracetamol a 500 mg og 2 tabletter ibuprofen a 200 mg. Du kan købe medicinen i håndkøb på apoteket.
Spis, som du plejer
Du skal ikke møde fastende til undersøgelsen.
Forvent at have trykkende smerter
De første timer efter undersøgelsen kan du opleve trykkende og murrende smerter i underlivet. Du kan lindre smerterne med samme smertestillende medicin som før undersøgelsen.
Genoptag dit arbejde
Du kan genoptage dit arbejde dagen efter undersøgelsen.
Blødning og udflåd
Du kan have let blødning og/eller gulligt udflåd i nogle uger efter undersøgelsen. Det gælder især, hvis der er fjernet polypper.
Brug kondom ved samleje
Du må genoptage samleje, når du har lyst. For at mindske risikoen for infektion bør din partner anvende kondom ved samleje, så længe du bløder.
Søg læge, hvis du får:
- kraftig blødning, mere end ved kraftig menstruation
- smerter i underlivet, der er kraftigere end almindelige menstruationssmerter
- temperatur over 38 grader
- ildelugtende udflåd.
Du aftaler med gynækologen, om du skal til kontrol i Gynækologisk Ambulatorium eller have svar per brev eller telefon.
Oftest er der ingen komplikationer forbundet med undersøgelsen. Sjældent kan der opstå betændelse i livmoderen efter undersøgelsen.
Af og til viser det sig, at undersøgelsen ikke kan gennemføres ved mini-hysteroskopi. Hvis det er tilfældet, afbrydes undersøgelsen, og vi planlægger en ny tid til en anden undersøgelse, eventuelt på operationsafdelingen.
Har du spørgsmål, eller oplever du problemer, er du velkommen til at kontakte os.