Sådan behandler du vulvodyni med Saroten®
Du kan tage medicinen Saroten® for at dæmpe smertesignalerne fra smertecenteret i hjernen.
Saroten® fås i tabletter a 10 mg. Det kan være en god idé at tage tabletterne et par timer før sengetid, da du kan opleve, at medicinen gør dig mere træt og øger dit behov for søvn.
Sådan tager du Saroten®:
- Tag 1 tablet hver aften i 14 dage.
- Tag herefter 2 tabletter (20 mg) hver aften i 14 dage.
- Øg herefter dosis med 1 tablet hver 14. dag – til maksimalt 6 tabletter (60 mg). Efter aftale med lægen, kan du eventuelt øge til 100 mg.
En sjælden bivirkning er, at man kan føle sig ved siden af sig selv i en kort periode i starten af behandlingen. Derfor er det en god idé, at du starter behandlingen i forbindelse med en weekend eller feriedag.
Du kan opleve at have problemer med lysten, når du skal i gang med samlivet igen, selvom dine smerter er velbehandlede. Hvis du har behov for det, kan vi henvise dig og din partner til en sexolog.
Ring til os, når du har taget Saroten® i 1 måned, så vi kan følge op på behandlingen.