Følg disse råd, når du skal træne dobbelt vandladning:
- Vent nogle få minutter, efter du har ladet vandet første gang, til du forsøger igen. Det er vigtigt, at du rejser dig fra toilettet og går lidt rundt.
- Giv dig god tid, når du lader vandet.
- Sid afslappet på toilettet og brug ikke mavemusklerne, når du lader vandet. Blæren skal selv gøre arbejdet.
- Hav et godt fodfæste, når du lader vandet. Brug eventuelt en skammel til fødderne.
Det kan du forvente af dobbelt vandladning
Din blære skal vænne sig til den nye teknik, så du skal forberede dig på, at det måske ikke lykkes de første gange. Men det er vigtigt, at du fortsætter, da der er god mulighed for, at blæren efter længere tids træning bliver bedre til at tømme sig.
Hold øje med, om du er blevet bedre
Du kan løbende holde øje med, om urinmængden er blevet mindre, ved at tisse 2. gang i et målebæger. Du skal ikke gøre det hver gang, du tisser, men engang imellem for at følge med i udviklingen. Hvis du tisser mindre end ½ deciliter, kan du efterhånden undlade at tisse 2. gang – men kontrollér med mellemrum, hvor meget urin der er tilbage.