Vurdér, om du har behov for at sygemelde dig
Sygemelding afhænger af infektionens årsag. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Du må dog gå på arbejde, når du føler dig klar til det.
Tag smertestillende ved behov
Tag smertestillende medicin efter behov. Vi anbefaler:
- Tablet paracetamol a 500 mg (fx Pinex®): 2 styk maks. 4 gange dagligt.
- Tablet ibuprofen a 200 mg (fx Ipren®): 2 styk maks. 4 gange dagligt.
Hold maven i gang
Det er vigtigt at du holder mave- og tarmfunktionen i gang ved at spise fiberrig kost, drikke rigeligt og bevæge dig.
Bevæg dig, selvom du er træt
Du kan opleve en større træthed i den første tid efter udskrivelsen. Men sørg alligevel for at komme ud og bevæge dig. Du kan fx gå en tur hver dag.
Spis energi- og proteinrigt
Du bør spise energi- og proteinrig kost de næste 5-6 uger, efter du er stoppet med at tage antibiotika, eller indtil vægten svarer til indlæggelsesvægten. Hent eventuelt inspiration i den folder, som vi har udleveret, med titlen ’Maden er den bedste medicin’.
Undgå karbad og svømmehal, hvis du bløder
Hvis du har en infektion i skedetoppen, skal du undgå karbad, svømmehal og samleje, så længe du bløder eller har blodigt udflåd.
Undgå samleje ved betændelse
Har du betændelse i livmoderen eller blodansamling i toppen af skeden, skal du undlade at have samleje, så længe du bløder. Ellers må du genoptage samleje, når du har lyst.
Vær opmærksom på infektion
Kontakt din egen læge eller Lægevagten ved:
- feber
- ildelugtende udflåd
- tiltagende smerter.