Kikkertundersøgelse af livmoder, æggestokke og æggeledere
Du skal have foretaget en undersøgelse af livmoderen, æggestokkene og æggelederne. Undersøgelsen laves ved en kikkertoperation og kaldes også laparoskopi.
-
Du skal have foretaget en undersøgelse af livmoderen, æggestokkene og æggelederne. Undersøgelsen laves ved en kikkertoperation og kaldes også laparoskopi.
-
Under operationen er du fuldt bedøvet
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Selve operationen
Før operationen lægges et kateter (et tyndt plastikrør) op i din blære, så den holdes tømt under operationen.
Lægen laver et snit i din navle og flere snit på cirka 1-3 cm nedadtil på maven. Gennem snittet i navlen fyldes bughulen med en luftart (kuldioxid). Herved bliver bughulen udspilet, og der bliver bedre plads mellem de forskellige organer i bughulen. Dette giver lægen større mulighed for at se de forskellige organer.
En kikkert føres ind gennem snittet i navlen, og hjælpeinstrumenter føres ind gennem snittene på den nederste del af maven. Lægen har nu mulighed for at undersøge livmoderen, æggelederne, æggestokkene, store dele af tarmene og leverens overflade. Hvis det viser sig, at der er sammenvoksninger mellem de forskellige organer i bughulen, kan sammenvoksningerne ofte løsnes. Det er også muligt at fjerne æggelederne, vandsvulster på æggestokkene og graviditet uden for livmoderen, og vi kan tage prøver af vævet i de forskellige organer. Vi aftaler med dig inden operationen, hvilket omfang operationen skal have.
Ved operationens afslutning lukkes luften ud af bughulen. De små snit lukkes normalt med tråde, der skal fjernes hos egen læge efter 1 uge. I visse tilfælde er det ikke tilstrækkeligt med en kikkertoperation på grund af din sygdoms karakter eller på grund af blødning i bughulen. I så fald må de små snit erstattes af et såkaldt bikinisnit, og operationen foregår herefter på traditionel måde.
Operationen varer cirka 30 minutter. Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
Kateteret i blæren fjernes, inden du køres til sengestuen.
-
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, piercinger, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
-
Du har lette smerter
Når du vågner, vil du have lette mavesmerter. Det skyldes, at bughulen har været fyldt med luft under operationen. Du kan også have ondt i højre skulder. Dette skyldes irritation af mellemgulvet på grund af luft i bughulen. Hvis du har behov for det, får du smertestillende medicin.
Du får tilbudt mad og drikke
Du får tilbudt noget at drikke og noget at spise.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du efter operationen kommer i gang med at bevæge dig. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Du får blodfortyndende medicin
Efter operationen giver vi dig muligvis en indsprøjtning med blodfortyndende medicin for at nedsætte risikoen for blodpropper.
Hjem samme dag
Du kan forvente, at du bliver udskrevet samme dag sent om eftermiddagen. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
-
Vær ikke alene det første døgn
Hvis du bliver udskrevet samme dag, som du er blevet opereret, råder vi dig til at være sammen med en voksen person den første nat, i tilfælde af at du bliver utilpas.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i de første dage efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb. Vi anbefaler:
- Tablet paracetamol (fx Pinex®) a 500 mg: 2 styk 4 gange dagligt i 1-2 uger.
- Tablet ibuprofen (fx Ipren®) a 200 mg: 2 styk 4 gange dagligt i 3-4 dage.
Du kan have smerter i skulderen
Efter operationen kan du have lette smerter i højre skulder. Det skyldes irritation af mellemgulvet på grund af den luft, bughulen har været fyldt med under operationen. Smerterne aftager som regel i løbet af cirka 1 uge.
Du skal være sygemeldt
Regn med, at du skal være sygemeldt i 1-2 uger efter operationen. Hvis du skal bruge en attest til sygemelding, skal den skrives af din praktiserende læge. Hvis kikkertoperationen er blevet udvidet med et bikinisnit, skal du forvente at være sygemeldt i 3 uger.
Spis energi- og proteinrigt
Du bør spise energi- og proteinrig kost de næste 5-6 uger. Spis også jernholdig kost, såsom kød, fisk eller fjerkræ.
Undgå tamponer og svømmehal
For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at bruge tampon, tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet, så længe du bløder.
Bevæg dig
Gå ture og bevæg dig for motionens skyld. Gå lidt længere hver dag. Vend tilbage på dit sædvanlige aktivitetsniveau efter 1-2 uger.
Fjern forbindingen og bestil tid til fjernelse af sting
Du kan fjerne forbindingen 48 timer efter operationen. Du skal have fjernet sting hos din egen læge efter 8 dage. Du skal selv bestille tid til dette.
Samleje
Du må have samleje, når du har lyst.
Vær opmærksom på infektion
Får du feber eller stærke smerter i underlivet, kan det være tegn på blærebetændelse eller betændelse i livmoderen, som skal behandles. Kontakt din egen læge, hvis:
- du oplever rødme eller sivning fra sårene
- du får feber over 38 grader i mere end 1 døgn
- du får ildelugtende udflåd
- du får stærke smerter i underlivet.
-
Du får endeligt svar på undersøgelsen af det fjernede væv enten per telefon eller per brev. Hvis du skal til efterfølgende kontrol i Gynækologisk Ambulatorium, vil du samtidig få en tid til det.
-
Har du spørgsmål til operationen, er du velkommen til at kontakte os.
Gynækologisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 04 30
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00 – 11.00
Sengeafsnit for Gynækologi
Tlf. 97 66 30 93
Vi træffes hele døgnet.