Udskrabning af livmoderen efter abort
Du skal have foretaget en udskrabning fra livmoderen efter en abort. Operationen skal sikre, at livmoderen bliver tømt for abortvæv.
-
Du skal have foretaget en udskrabning fra livmoderen efter en abort. Operationen skal sikre, at livmoderen bliver tømt for abortvæv.
-
Under operationen er du fuldt bedøvet
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Stikpiller på operationsdagen
Du vil få 2 stikpiller cirka 2 timer før udskrabningen. Stikpillerne skal du føre dybt ind i skeden. Stikpillerne gør livmoderhalsen blød. Du få samtidig smertestillende medicin, så du ikke har smerter umiddelbart efter operationen.
Selve operationen
Under operationen udskraber vi væv fra livmoderen og livmoderhalsen. Vævet bliver efterfølgende sendt til undersøgelse på Patologisk Institut.
-
Tag rent og behageligt tøj på
Tag et bad om morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Du må i nogle tilfælde beholde dit eget tøj på både før, under og efter operationen. Tag derfor rent, behageligt og løst tøj på – både på over- og underkrop. Tag en t-shirt eller undertrøje på inderst, da du eventuelt skal have trøjen af under operationen.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, piercinger, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
-
Når operationen er færdig, bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet, hvor plejepersonalet vil observere dig. Du får tilbudt mad og drikke, og du må stå ud af sengen, når du vil.
Hjem samme dag
Hvis indgrebet er gået efter planen, kan du komme hjem samme dag. Du skal selv sørge for transporten, men du må ikke selv køre bil, når du har været bedøvet. Aftal eventuelt at blive hentet af en pårørende.
-
Kontakt din egen læge, hvis du bløder mere end 30 dage
Det er normalt, at du bløder den første uge svarende til menstruation. Derefter aftager blødningen. Du kan forvente at pletbløde indtil næste menstruation. Bløder du mere end 30 dage, skal du henvende dig til din egen læge for at blive undersøgt.
Brug bind, ikke tampon
Så længe du bløder, tilråder vi dig at bruge bind – ikke tamponer. Du bør også undgå karbad, havbad og svømmebassin, mens du bløder.
Forvent smerter og tag det med ro i 1-2 dage
Op til 1 uge efter indgrebet kan du have lette smerter. Hold 1-2 dages rekreation efter indgrebet, hvor du tager det med ro og undgår afkøling. Har du behov for længere tids sygemelding, kan du få en lægeerklæring hos din praktiserende læge.
Brug prævention efter indgrebet
Vi anbefaler anvendelse af kondom ved samleje, så længe du bløder. Vær opmærksom på, at du kan blive gravid igen i perioden frem til første menstruation. Hvis du er i tvivl om, hvilken form for svangerskabsforebyggende middel du vil bruge, vil vi anbefale dig at diskutere det med din praktiserende læge eller med lægen i Gynækologisk Ambulatorium.
-
I den første uge efter indgrebet skal du være opmærksom på følgende:
- Blødning kraftigere end normal menstruation – eventuelt med klumper i blodet
- Ildelugtende udflåd
- Kraftige underlivssmerter, som ikke forsvinder, efter at du har taget smertestillende medicin højst 4 gange i 1 døgn
- Temperaturforhøjelse over 38 grader i mere end 1 døgn.
Hvis du får nogle af disse symptomer, råder vi dig til at henvende dig til din egen læge eller Lægevagten.
-
Har du spørgsmål til indgrebet, er du velkommen til at kontakte os.
Gynækologisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 04 30
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 9.00 – 11.00
Gynækologisk Dagafsnit
Tlf. 97 66 30 88
Vi træffes bedst:
Mandag – torsdag 8.00 – 18.00
Fredag 8.00 – 17.00
Sengeafsnit for Gynækologi
Tlf. 97 66 30 93
Vi træffes hele døgnet.