Behandling af kraftig menstruationsblødning

Du skal behandles for kraftig menstruationsblødning, med fjernelse af slimhinden i livmoderen ved en operation.

Cirka 85 % af de kvinder, der bliver opereret for kraftig menstruationsblødning, har efter operationen acceptabel blødningsmængde. Cirka 15-40 % af kvinderne holder helt op med at bløde. Jo ældre du er, og jo nærmere du er overgangsalderen, jo større er sandsynligheden for, at du helt holder op med at bløde.

Hvis du overvejer en fremtidig graviditet, skal du ikke opereres. En graviditet kan ikke gennemføres, hvis slimhinden i livmoderen er fjernet. Operationen er dog ikke graviditetsforebyggende. Du skal derfor bruge prævention, når du er blevet opereret.

Inden du skal opereres, skal du til undersøgelse i Gynækologisk Ambulatorium. Her vil lægen dels undersøge dig og skrive journal. Lægen vurderer også, om der er behov for, at du cirka 4 uger inden operationen, skal have en antihormonindsprøjtning.

Hvis du får p-piller eller har hormonspiral anbefaler vi, at du fortsætter med dette indtil operationen. I forbindelse med operationen anbefaler vi, at du får en hormonspiral.