Undersøgelse af ventrikeludtømning
Du skal have lavet en undersøgelse, som kan vise, om du har forstyrrelser i mavesækkens (ventriklens) tømningshastighed.
Ved visse lidelser (blandt andet diabetes) kan for langsom tømning af mavesækken forekomme, hvilket kan resultere i mavesmerter, oppustet mave efter spisning og eventuelt diarré.
Vi undersøger tømningshastigheden ved at give dig en dosis paracetamol. Paracetamol optages først, når det er kommet igennem mavesækken og når ud i tolvfingertarmen. Ved at måle niveauet af paracetamol i dit blod løbende, kan vi beregne, hvor hurtigt din mavesæk tømmes.