Mød fastende til aftalen
Du skal faste inden undersøgelsen. Møder du ikke fastende, er vi nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 8 timer inden undersøgelsen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter, kaffe, te, juice, sodavand og lignende eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må dog gerne drikke vand uden brus.
- Du må ikke ryge fra 8 timer inden undersøgelsen.
- Ernæring gennem blodåre (parenteral ernæring) skal stoppes mindst 8 timer før undersøgelsen.
Tag din vanlige medicin
Du må tage din sædvanlige medicin inden undersøgelsen. Du må dog kun tage beroligende og afslappende medicin, hvis du har fået det dagligt i over 1 måned.
Vær udhvilet
Mød udhvilet til undersøgelsen, så du ikke falder i søvn under testen.
Undgå motion
Du må ikke dyrke motion fra 24 timer før undersøgelsen, da det kan påvirke målingens resultat.
Hvis du er i hæmodialyse
Du må ikke være i hæmodialyse i 24 timer før undersøgelsen.