Undersøgelse og behandling af lungebetændelse
Du er indlagt med lungebetændelse eller på grund af mistanke om lungebetændelse.
Lungebetændelse opstår, når mikroorganismer, oftest virus eller bakterier, trænger ind i lungerne. Immunforsvaret arbejder på at bekæmpe mikroorganismerne, og du vil sandsynligvis have feber. Du kan få kulderystelser, når din temperatur stiger, og svedeture, når temperaturen falder igen.
Du bliver meget træt, når din krop arbejder på at bekæmpe infektionen. Du kan have åndenød, når du taler eller bevæger dig, og du kan have smerter, når du trækker vejret. Hvis lungehinden er irriteret af infektionen, kan disse smerter blive udtalte.